Fróðskaparrit - 01.01.1999, Qupperneq 25

MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
29
sigt over byens tage og videre ud over det al-
mægtige hav« (Heinesen, 1950: 9).
Pá vej fra tid til tid
William Heinesen efterlod sig ved sin død
den 12. marts 1991 et báde omfangsrigt og
meget fint forfatterskab, som han gennem
árene var blevet tildelt en lang række litte-
rære priser for bl.a. Nordisk Ráds Littera-
turpris i 1965, Kritikerprisen i 1981 og
Sonningprisen i 1985.
Set pá baggrund af den succes, som Wil-
liam Heinesen dermed opnáede ikke alene i
dansk, men ogsá nordisk regi, kan det
máske godt umiddelbart undre, at han i det
hele taget tog sig af den færøske kritik, som
set pá afstand kunne synes temmelig lige-
gyldig for ham. For at forstá den seriøsitet,
hvormed han f.eks. i 1927 besvarede Tinga-
krossurs ironiske notits om, at han som
danskskrivende forfatter karakteriseredes
som Færøernes Digter i Politiken (26.11,-
1927) og i midten af 1930’eme báde offent-
ligt og privat forsvarede sin ret til som
kunstner at bearbejde færøske forhold sub-
jektivt i Blæsende Gry, er det imidlertid
vigtigt at se hans reaktion ikke blot ud fra
en nutidig synsvinkel, men ogsá i et sam-
tidigt perspektiv.
Væsentligt at have in mente er nemlig, at
Færøeme pá det tidspunkt, da William
Heinesen ytrede sig om Sange mod Vaar-
dybet og Blæsende Gry først lige var ved at
fá tilkæmpet sig retten til at benytte færøsk
ligeværdigt med dansk i den færøske skole
og kirke. I dele af det færøske kulturliv blev
det af den grund betragtet som problema-
tisk, at William Heinesen skrev pá dansk,
for dels havde han allerede skabt sig et
navn som dansksproget forfatter, dels mu-
liggjorde netop dette danske sprog en større
udbredelse, end hvis hans bøger havde
været skrevet pá færøsk.
Disse omstændigheder var ogsá William
Heinesen selv klar over kunne give an-
ledning til en vis nervøsitet for, at han som
eksempel máske kunne komme til at ind-
virke negativt pá bestræbelseme pá at frem-
bringe en færøsksproget litteratur. Derfor
havde han i sável nordisk regi som pá Færø-
erne skrevet artikler om færøsk litteratur,
for som han udtrykker det i et brev til
Christian Matras, »jeg ser med respekt og
beundring paa de mænd, der med talent og
udholdenhed hæger om deres moders-
maal«, og, fortsætter han, »Ukolligial eller
usolidarisk skal I aldrig finde mig«
(3.7.1938).
Med disse formuleringer indkredser
William Heinesen pá sæt og vis báde styr-
ken og svagheden i den brydningstid pá
Færøeme, som han i bogstaveligste for-
stand er bam af. Ikke alene gav den nemlig
grobund for et kulturelt set meget højt akti-
vitetsniveau, hvad der bl.a. afspejler sig i, at
fire af de nævnte forfattere er født inden for
et ár: William Heinesen, Jørgen-Frantz Jac-
obsen og Christian Matras i 1900 og Heðin
Brú i 1901. Overgangssituationen forársa-
gede ogsá direkte vanskelighedeme ved at
mmme den forskellighed, som William
Heinesen i egenskab af danskskrivende
færøsk forfatter repræsenterede, selvom
han f.eks. lige fra midten af 1920’eme var
aktivt engageret i bestræbelseme pá at opná
sproglig og kulturel selvstændighed pá
Færøeme, og han sá sent som 1977 i et brev
til et af medlemmeme af Det Svenske Aka-