Atlanten - 01.01.1904, Blaðsíða 203

— 203 —
vilde være et udmærket sted at gøre forsøg på, ialfald det bedste
sted jeg så; men jeg har jo ikke set det indre land længer nord,
så jeg ved ikke, om det der kan være endnu bedre. Vinterstationen
bør sikkert ligge helt inde ved bunden af fjordene, idet der sne-
mængden er meget liden om vinteren, og dyrene vil følgelig lettere
finde næring og bli federe. Vildrenen drog også, saavidt jeg kunde
forstå, derind om vinteren. Ved bunden af Ameralik har man jo
ikke langt stykke over til Umanak, eller så længe fjorden er åben,
kan man, om man vil, ro til Godthåb. Jeg skulde anta, at man da
om sommeren gerne vilde dra længere udover mod havkanten med
renene, dette, ved De, gør lappen om sommeren i Finmarken; de
drar tildels helt ud paa øerne, for så igen at dra ind paa fjeldene
om høsten. Selve halvøen mellem Ameralik og Godthåbsfjorden er
kanske temmelig ulændt og ufremkommelig med høie fjelde og
bratte dalsider og ikke egentlig godt renlænde; men strækningerne,
f. eks. søndenfor Ameralikfjorden, var, såvidt jeg så dem, udmær-
kede, og herudover helt ud mod Narsak kunde jo hjorden dra om
sommeren.
Det synes mig derfor som denne egn måtte være særdeles vel
skikket, men det hindrer jo ikke, at der kan være andre, som er
endnu langt bedre. I ethvert fald vil denne egn, som jo overalt er
let tilgjængelig, kunne underholde et betydelig antal rensdyr.'
Hvor man her skulde kunne finde den hensigtsmæssigste plads
for sin hovedstation, vil de, som har bereist egnen ganske ander-
ledes nøie end jeg, meget lettere kunne udtale sig om. Den vilde jo
kunne ligge inde i Ameralikfjorden eller inde i bunden af fjorden
indenfor Umanak. Den første vilde kanske ha den fordel, at det
var kortere fra Godthåb (?). Men jeg husker desværre ikke nu noget
sted i Ameralikfjorden, hvor det var god ankerplads og losseplads
for skibe, men det må jo findes kanske paa flere steder, når man
først leder efter det.
De nævner, at dyrene fra egnen ved hovedstationen nemt bør
kunne spredes til andre steder, som er skikket for rensdyravl. Dette
kunde muligvis synes ikke at være tilfælde for den al mig nævnte
egn, når det gjaldt at føre dem til landet nordenfor Godthåbsfjorden;
men da den indre del af denne lægger sig til med is om vinteren, er
det dog det allerletvinteste at føre renflokkene over paa isen. Søn-
denfor Ameralik har vi jo svære strækninger, hvortil dyrene fore-
løbig kan spredes.
Jeg skulde imidlertid tro, at begynder man først med renhold
og får grønlænderne til at ta fat paa det og forsone sig med det
dermed uundgåeligt forbundne eiendomsbegreb, som forhindrer en-
hver jæger fra at skyde de dyr, han påtræffer i fjeldet, så vil det
ende med, at hele strækningen fra Discobugten til Frederikshåb eller
kanske helt ned i Julianehåbdistriktet vil bli beboet af rengrøn-
lændere, som fører en nogenlunde sikker og sorgfri tilværelse.
Men naturligvis må en være forberedt på mange skuffelser og
uheld og nederlag til at begynde med, før renvogterne (lapperne)