Atlanten - 01.01.1904, Blaðsíða 352

— 352 —
et rundt Stykke Træ, ere Mændene altid rede til at fire Linen
ned eller hale den op, alt efter som Fuglemanden ved Raab
eller Tegn giver sit Ønske til Kende for en Mand, der hele Ti-
den staar opmærksom paa Udkig.
Man kan forstaa, at det ikke er alle og enhver, som vilde
befinde sig vel hængende i en Line mellem Himmel og Hav,
samtidig svingende som et Pendul ud og ind mod Fjældvæggen
med Ansigtet stadig vendt mod denne. Det er imidlertid for
den øvede Fuglemand en overmaade stor Fornøjelse; selvfølgelig
maa han ikke være nervøs eller svimmel, men rolig og selvbe-
hersket. Under Nedfiringen søger han, hver Gang han er nær
ved Fjældet, med Hænderne eller Fuglestangen at fjerne alle løse
Sten, for at disse ikke senere skulle falde ned paa ham. Naar
han nu finder en passende Hylde med mange Fugle, maa han
ofte, hvis Bjerget luder ud over den, sætte sig i stærkere Sving-
ninger ved at stemme Fødderne eller Stangen mod det. Naar
det saa er lykkedes ham at l'aa sikkert Fodfæste, gør han sig
fri for Linen, som gøres sikkert fast, og nu begynder den fare-
fulde Vandring paa tværs i Fjeldet. Under denne kaster han Net-
tet over Fuglene, eller han tager dem ligefrem med Hænderne;
thi i Reglen sidde Fuglene ganske stille og ere saa lidt sky, at
de, naar han bøjer sig ned, hoppe op paa hans Ryg. Han
dræber efterhaanden Fuglene ved at dreje Halsen om paa dem,
binder saa to sammen ved at stikke den enes Over- og Under-
næb gennem den andens Undernæb og hænger dem foran sig
paa Linen, saa mange, som denne kan bære, i Reglen indtil
hundrede Stykker og lader sig saa hejse op, med mindre der
ligger Baade nedenfor; thi i saa Tilfælde kaster han dem i Søen.
Ved denne Fremgangsmaade kan en dygtig Fuglemand fange
indtil Tusind Lomvier om Dagen.
Ikke mindre farligt er det at stige op i Bjerget nedenfra, hvad
der altid finder Sted paa de fritstaaende Klipper eller »drangar«.
I Reglen følges altid to Mand ad; mens den forreste klatrer op,
støtter hans Kammerat ham ved at stikke Fuglestangens Jern-
pig ind i hans Bukselinning, og naar han saa er kommen til et
passende Sted, lader han et Reb gaa ned til sin Kammerat, og
denne entrer saa op ved Hjælp af dette eller hales op. Forin-
den de saa begge begive sig hen ad Bjergets Hylder, forbinde
de sig med hinanden ved en Line, og mens den ene kryber eller
klavrer hen ad ofte saa smalle Steder, at der næsten ikke er