Atlanten - 01.01.1904, Síða 306

Vejrlig med de lumske Kastevinde og de voldsomme Strøm-
sætninger. Den er let i Vendingen. Færingen ligedan. En
Fodbeklædning lettere end hans er ikke vel tænkelig. Den
bestaar i en Sko af garvet Kohud, skaaren ud i eet Stykke, med
to Sammensyninger, en foran over Tæerne og en bagtil ved
Hælen. Fæstet er Skoen med hvide over Fodryggen krydsede
trinde Uldbaand, der oven over Anklerne sammenslynges sirlig
rundt Smalbenet. Stramt sidde de lange, bløde, brune Uld-
strømper, bundne med pyntelige Strømpebaand neden for de
sorte Vadmels Knæbukser. Disse ere ved Knæene til at knappe
med smaa Messingknapper, men knappede ere de ofte ikke.
Færingen holder af at bruge sine Lemmer frit. Ogsaa kaster
han helst, naar der skal lægges Armkræfter til, sin brune Vad-
mels Jakke og arbejder i den hvide Uldskjorte alene. Til Fest
bærer han i Steden for Jakken en Trøje, der sidder stramt, er af
en smuk, blaa Farve og ualmindelig fint strikket. Iført denne
og med Slirekniven ved Siden tager den slanke, velskabte
Færing sig statelig ud, smal om Livet, lidt spinkel i Rejsningen,
men sejg.
Af Karakter er han omgængelig. Vore norske Venner ere,
eller de have i hvert Fald Ord for at være et stridbart Folke-
færd. Selv har jeg mere end een Gang haft Lejlighed til, naar
Skib fra Norge kom i Havn paa Færøerne, og særlig naar
Brændevinen var gaaet Besætningen til Hovedet, at se Kniven
flittig brugt Mand og Mand imellem. Ingen Sinde har jeg deri-
mod oplevet, at Færinger, selv drukne, ere blot saa meget som
gaaet hinanden paa Næverne løs. Mod mangler ikke. Færingen
er endog ikke sjældent, saa vel til Søs som til Fjælds, dum-
dristig. Men stridbar er han ikke — ligner heri hverken sine
norske Frænder eller sine første Forfædre paa Øerne, hvis Be-
drifter, som Foringasaga fortæller, bestod i Rov og Mord.
Maaske det er et atavistisk Træk, der i vor Tids Færing ytrer
sig ved Grindedrab, hvor det unægtelig gaar vildt til. Men er
den sidste Hval dræbt, er Bersærkergangen Slut. Til daglig er
Færingen ikke blot af Karakter omgængelig, men tillige i sit
Væsen beleven. Ukvemsord staa ikke højt i Kurs.
De »fromme« ere Færingerne bievne kaldte. Men Beteg-
nelsen er misvisende. Hvad der igennem Aarhundreder fra
Slægt til Slægt har blidnet Færingens Karakter, er ikke Kirkens
Lære. Det er selve Kampen for Tilværelsen. Under de givne