Atlanten - 01.01.1904, Blaðsíða 329
— 329 —
Hvad Ved de Danske om Færøerne?
For nylig hørte jeg en Historie, som er god at faa Forstand
af. En Lærer fra Færøerne var paa Rejse i Danmark. I
en Jærnbanekupé kom han i Snak med en medrejsende, og da
denne paa Færingens Maal kunde høre, at han ikke var Sjæl-
lænder, Fynbo eller Jyde, spurgte han ham, hvorfra han var.
»Jeg er fra Færøerne«, lød Svaret. »Aa! Er De fra Island!«
udbrød den brave danske Mand. Da dette benægtedes, sagde
Manden: »Saa er De altsaa fra Grønland.« Det viste sig, at
han troede, at »Færøerne« var en Fællesbetegnelse for Island
og Grønland.
Jeg vil ikke paastaa, at dette er den almindelige danske
Opfattelse af Færøerne, men jeg maa dog ansé Historien for
karakteristisk for den sørgelige Mangel paa Kundskab i Dan-
mark til vore Øer. Historien er sand og langt fra enestaaende.
Det er hændt mig selv, da jeg for nogle Aar siden skulde rejse
herop, at en dansk Mand — en Mand som havde Goethe og
Shakespeare paa sin Reol — tilbød at laane mig en interessant
Bog om Færøerne. Bogen viste sig at være »Kaptain Holms
Konebaadsekspedition«.
Saa lidt ved det store Publikum i Danmark om Færøerne.
Og er det i Grunden saa underligt, naar vi tænker paa, hvor
lidt vi i vor Skoletid — selv i de højere Skoler — hørte og
læste om Færøerne. I vor Geografi lærte vi lige akkurat, at
Øerne var til, og at Hovedstaden var Thorshavn. Hvor Øerne
laa, stod sikkert mange mindre klart. Paa Kortet stod det jo
i en Ramme et Steds inde i Sverrig. I vor Fædrelandshistorie
mødte vi næppe Øernes Navn. Vidste vi lidt Besked om Øerne,
bestod det nærmest deri, at vi havde hørt, at Færingerne gik
paa Fuglefangst i Knæbukser og med en rød Hue paa Hovedet
og dræbte Grindehvaler med gammeldags Spyd og sirlig indlagte
Knive. At det var Folk, der havde anden Interesse for os end
som en rent etnografisk Mærkværdighed, faldt os ikke ind.
At denne Uvidenhed og Ligegyldighed fra dansk Side i sin
Tid har avlet megen Misfornøjelse og Bitterhed heroppe, kan
ikke undre.
Nu synes Interessen i Danmark for vore Øer at være vaag-
nende, men meget staar endnu igen at lære og forstaa. Endnu