Menntamál - 01.03.1953, Blaðsíða 23

MENNTAMAL
17
vedr0rende Overenskomsten blev der ydermere givet Ud-
tryk for, at Sagen naar som helst kunde rejses paa ny
(Side 367).
3. Det anfpres ofte, at giver vi Island Haandskrifterne,
vil andre Lande have Grundlag for at kræve tilsvarende
Tilbageleveringer fra de danske Samlinger. Herved over-
ses det ganske, at en Gave kan ikke skabe Præcedens. Fordi
jeg f0ler mig moralsk forpligtet over for en nær Slægt-
ning, faar fremmede Mennesker ikke derved et Krav paa
mig.
Professor H0eg frygter imidlertid at man ved at ud-
levere Haandskrifterne vil knæsætte det revolutionerende
Princip, at Kulturværdier b0r være dér, hvor de er frem-
bragt. Professor Grpnbech synes dog ikke at nære sam-
me Bekymring: „Venter man virkelig, at andre Lande,
opildnet af vort kække Eksempel, vil gribe sig i deres egen
Barm og gaa hen og g0re ligesaa ? . . . . Naturligvis vil de
ikke det.“ Nej, naturligvis ikke. Og hvorfor skulde de?
Og hvorfor skulde vor Gave til Island faa Konsekvenser
for os over for andre Lande? Thi det er alene de ganske
særlige Forhold, der g0r sig gældende for Haandskrifternes
Vedkommende: Deres Bytydning for det islandske Folk,
Landets Fattigdom paa historiske Minder i Forbindelse
med den nære Statsforbindelse, der tidligere har bestaaet
mellem Danmark og Island, og Kpbenhavns Universitets
deraf flydende, nu oph0rte Funktion som ogsaa Islands
Universitet, der kan motivere en Undtagelse. Heraf f0lger
ogsaa, at en Im0dekommen af de islandske 0nsker heller
ikke kan skabe noget Præcedens over for Norge.
4. Det bestrides, at Haandskrifterne er „islandske
Nationalspecialiteter“. Deres Indhold g<f>r dem til „nordisk
aandeligt Fælleseje“ (Professor Gr0nbech). Dette skulde
altsaa ogsaa gælde de islandske Slægtssagaer, digteriske
Beretninger om islandske Mennskers Liv og Levned paa Is-
land, og de historiske Beretninger om Islands Kolonisation