Tímarit lögfræðinga - 01.09.1995, Blaðsíða 39

„En ef sundur skipt er lögunum þá mun sundur skipt friðinum og mun eigi
mega við það búa“.
NILS PONTOPPIDAN FORSETI HÆSTARÉTTAR DANMERKUR:
De er en ære og en glæde for mig pá vegne af de pvrige nordiske lande - den
norske Hpyesterett, den svenske Högsta Domstolen, den finske Högste
Domstolen og den danske Hojesteret - at bringe en hilsen og en hyldest til den
islandske Hpjesteret i 75-áret for rettens oprettelse. Det er vel naturligt, at
hvervet tilfalder mig som repræsentant for den danske Höjesteret - vore 2 lande
har jo som bekendt en fælles fortid pá godt og ondt - en fortid, som fandt sin
afslutning med Danmarks anerkendelse af Island som en suveræn stat ved den
dansk-islandske Forbundslov af 30. november 1918. Ifplge Forbundslovens §
10 skulle den danske Hpjesteret udpve den pverste domsmyndighed i islandske
sager, indtil Island selv mátte beslutte at oprette en pverste domstol i landet.
Som vi har hprt, skete dette ganske kort tid eftir Forbundslovens ikrafttræden -
som en helt npdvending og naturlig konsekvens af Islands stilling som suveræn
stat.
I de forlpbne 75 ár har forbindelserne mellem domstolene i vore 5 lande været
tætte - bl.a. næret af det samvær, som har udfoldet sig inden for rammeme af
De nordiske Juristmpder og gennem samarbejdet mellem dommerforeningerne
i de 5 lande. Det er dog klart, at bándene mellem de pverste domstole i vore
lande har været særlige nære - bánd som i de sidste mange ár er blevet
udbygget og forstærket gennem de árlige mpder mellem præsidenterne for disse
domstole.
Disse mpder er ikke blot en levende tradition, men ogsá en vigtig kilde til
inspiration i det arbejde, som vi hver for sig udpver. Den islandske Hpjesteret
er en stærk og engageret partner i dette samarbejde.
Hvad er det da, som gpr, at disse nære forbindelser mellem os fples sá
naturlige og udbytterige?
Som vi alle ved, er der forskelle mellem vore lande, ogsá hvad angár rets-
ordningeme - forskelle, som vel bl.a. har deres baggrund i vor historie og i
vores ikke altid fredelige og harmoniske sameksistens. Nár vore forbindelser
alligevel i sá hpj grad har karakter af „familierelationer“ skyldes det, at vi pá
alle de væsentlige punkter har samme grundopfattelse af ret og retfærdighed.
Den fælles nordiske retsopfattelse er stadig en levende realitet. Et af de vigtig-
ste træk i den nordiske retstradition er en udvikling præget af kontinuitet, af
rpddeme bagud. Ingen, som har været pá Tingvellir, kan undgá at fple, at her
hprer man historiens vingesus.
Denne nordiske retsopfattelse er det eftir min mening af störste vigtighed at
fastholde i en tid, hvor vore lande som fplge af de stadig tættere intemationale
forbindelser, ikke mindst med de andre vesteuropæiske lande, udsættes for
stærke pávirkninger fra anden side.
Det gælder ogsá, og máske ikke mindst for domstolene. Kaster man blikket
225