Búnaðarrit - 01.01.1888, Side 26
22
yfir laudið gengu á hinum verstu ófrelsisöldum pess.
|>jóðin varð duglaus og kjarklaus og þurfti því lítið til
að liníga vanmegna eins og horskepna, sem illa hefir
verið farið með. |>að eru í rauninni hin sömu óbreyt-
anlegu náttúrulög, sem menn og málleysingar lifa und-
ir, og pau ná eigi einungis til einstakra skepna og
manna, heldur jafnvel til heilla þjóða, enda er þjóðin
ekki annað en margir einstakir menn, og ásigkomulag
þjóðarinnar er ekki annað en jafnaðartal af ásigkomu-
lagi einstaklinganna.
Frá því íslendingar týndu frelsi sínu eftir miðja
þrettándu öld, eða komu undir útlenda stjórn, er her-
sýnilegt, að þjóðinni hefir lengi farið meira og meira
aftur að andlegum og líkamlegum dug, og lýsir þetta
sér engu síður í búskapnum en í öðrum efnum. Pyrst
framan af hefir afturför þessi verið tiltölulega lítil, með-
an margir sömu meun voru uppi, og meðan sáttmáli
sá, sem þjóðin hafði gert við Noregskonung var nokk-
urn veginu haldinn, en í þeim sáttmála (gamla sátt-
mála) áskildi þjóðin sér að hafa innlend lög, innlenda
yfirstjórn og dóina, svo allmikið var eftir af hinu forna
frelsi, þó mikið væri misst. En þegar konungsvaldið
varð smátt og smátt ríkara og ránglátara, sáttmálinn
miður og miður haldinn og frelsið meira og meira skert,
þá hnignaði Hka þjóðinni að því skapi æ meir og
meir og öllum hennar kröptum, framkvæmdum og at-
vinnuvegum; tápið og fjörið til allrar andlegra og lík-
amlegra starfa dofnaði upp og sofnaði út af í vanþekk-
ingar og villu rnyrkri. J>etta frelsistjón, þessi andlegi
svartidauði, er það, semeinkum heiir kollvarpað búskap
og velmegun landsins; því til að stunda búskap vel þarf
»táp og fjör og fríska menn«, en þeir hafa, því miður,
fundizt helzt til fáir hér á landi á síðari tímum.
Stjórnarsaga landsins og búnaðarsaga þess haldast þann-