Búnaðarrit - 01.01.1888, Side 186
182
eigi nema á aðra alin frá gólfi og upp í mæni. Enn
fremur er vanrækt, að hafa næga strompa á liúsunum.
J>að verður pví vanalega baðhiti í peim; pví að sand-
urinn er svo heitur og loftið verður hið versta. |>egar
fé er hleypt út á morgnana, rýkur oft úr húsunum eins
og upp úr kolagröf. Allir geta pó séð, hve skaðleg á-
hrif petta getur liaft á heilsu skepnanna. En sem bet-
ur fer, eru sandhúsin að fækka, og nýbyggð hús eru
liærri og breiðari, en hin gömlu voru. J>ó er leitun par
sem víðar á verulega góðum húsum; pví að til pess að
húsin geti talizt góð, mega pau eigi vera lægri en 3
álnir á vegglægjur, og króin eða garðinn, sem peir kalta,
sé 2 —3 álnir á breidd, eftir pví, livort húsið er fyrir
lömb eða fullorðið fé. Sömuleiðis verða nægir strompar
að vera á húsum, er hægt sé að opna eða loka eftir
pörfum.
Bráðafár í sauðfé gerir oft mikinn skaða í Barða-
strandarsýslu, einkum í vesturhluta sýslunnar. J>á er
og almenn kvörtun um lungnaveiki í fé. Kveður oft
svo rammt að peirri veiki, að margt af fé drepst úr
henni. Sumir lianka allt fé sitt á vetrum til að verja
pað fyrir lungnaveiki, og einstöku hanka ær sínar á
sumrum. Margir skynsamir og eftirtektagóðir menn
sögðu par, að lungnaveiki og bráðafár fylgdist oft að.
Eftir pessu að dæma, eiga sömu atvik að gjöra skepn-
urnar móttækilegar fyrir báða pessa sjúkdóma; enda mælir
mjög margt með pví, að petta sé rétt á litið. Núkem-
ur lungnaveiki einkum af óhollum og skemindum heyj-
um, slæmum húsum og snöggum mismun á hita og
kulda. Lungnaveiki getur og verið ættfylgja, og er mjög
hætt við, að slíkt eigi sér stað, að veikleikinn sé orðinn
fastur í kyninu, parsem lungnaveiki hefir stöðugt hald-
izt við í gegn um margar ættaraðir. Mestan pátt munu
pó hin vondu hús eiga í pessu; pví að loftið í peim er