Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.2011, Blaðsíða 78

76 Hjalmar P. Petersen
nemgang. Her skal vi koncentrere os om de sekvenser, som blev nævnt i
(1) og (2) i f0rste afsnit.
Tabel 1 giver en oversigt over den vanlige udtale af den lange variant af
mellemh^je og lave vokaler i fær0sk, bade normalt og foran /a/ i hiatus
(jfr. Thráinsson et al. 2004:34-35, 38-40):4
vokal: orto- grafisk: den lange variant eksempel: ihiatus foran /a/ eksempel:
/e/ <e> [e:] bera [peua] ‘bære’ [e:] gleða [kle:a] ‘glæde’
/0/ <0> [0:] 01 [0:1] ‘0l’ [0:] glpa [kl0:a] ‘glo’
/0/ <o> [0:] tola [tho:la] ‘tále’ [0:] loga [lo:a] ‘lue’
/0/ <á> þa:] bál [poa:l] ‘bál’ [?:] fáa [fp:a] ‘fá’
/æ/ <æ,a> [ea:] æl [ead] ‘regnbyge’ fara [ftaua] ‘gá’ [?:] læa [l?:a] ‘le’ dagar [t£:aj]
Tabel 1. Den vanlige udtale aflange mellemh^je og lave vokaler
Hvis denne standardbeskrivelse er rigtig, sá ser det ud som om det ikke
altid er tilfældet, at lange vokaler i hiatus har speciel kvalitet, selvom <á>
og <æ,a> har det. Det, som er lydskrevet som [9:] i fáa ‘fá’ er lidt h0jere
end det korte /o/ [0], som er i toldi [tholti] ‘tálte’, og det [0], som er den
f0rste del af diftongen oy [oi] i f.eks. royna [aoi:na] ‘pr0ve’. Det, som er
transskriberet som [9:] i dagar [t£:aj] ‘dage’ er lidt h0jere end det korte /e/
[e] som forekommer i hetta [h£hta] ‘dette’, og det [e], som er f0rste del af
en diftongen [ei] som i deyður [t£i:jua] ‘dpd’ (jfr. ogsá Thráinsson et al.
2004:40 og Rdschel i96i:XXII).
Men de nævnte sekvenser kan ogsá have en anden udtale, som f.eks.
rimet malua [,ma'lu:wa] - knda [khnu:wa] (ikke [khnp:a]) viser, og det er
de diverse udtalemuligheder af trykstærk, mellemh0j/lav vokal + tryk-
svagt /a/, som jeg kort skal præsentere her.
Vi begynder med det, som J. Jakobsen skrev i lydskriftsprpverne i Fœr-
0sk Anthologi (Hammershaimb 1891:453). Her nævner han, at sekvensen
<æ, a — a> fremviser dobbeltformer i udtalen i Norðurstreymoy.
Eksempler i hans lydskrift er [læiandi] og [læandi] for l&andi ‘leende’.
Jakobsens [læiandi] svarer nok til det, som vi i dag ville transkribere som
[l£Í:janti], hvor den fprste vokal er blevet til diftongen [eí:] med et glide-
4 Nogle dialektale forskelle diskuteres senere. Nedenfor skal jeg ofte bruge de orto-
grafiske betegnelser á eller <á> for vokalen /o/ og <s/a eller <æ,a> for vokalen /æ/. Se
ogsá Árnason (2011:74 ff-) for en lidt forskellig fonologisk analyse af faer0iske vokaler.