Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.2011, Blaðsíða 79

,JVÍia-Malua... mín knáa'
77
mdskud af [j] foran det tryksvage /a/. Formen uden diftong, [læandi], sva-
rer da til [l§:anti].
Angáende sekvensen <á — a> sá giver Jakobsen (Hammershaimb 1891:
454) dobbeltformer som [houa] og [haa] for háða ‘háne’ i dialekten i
Norðurstreymoy. Dette ville man i dag skrive som henholdsvis [hou:wa]
°g [hp^a]. Det f0rste eksempel har en diftongisk udtale med et glideind-
skud, [ou:w]. Jónsdóttir (2005) har vist, at den diftongiske udtale, som
nian finder hos Jakobsen i slutningen af 1800 talet, endnu findes i
Norðurstroymoy, dvs. former som [t£i:jaa] for dagar ‘dage’ med diftonge-
nng og hiatusindskud (af [j]), men ogsá former uden diftongering, d.v.s.
[t?:aj] (Jónsdóttir 2005:57). Det samme gælder for Vestmanna, som er en
bygd pá vestsiden af Norðurstreymoy (Jónsdóttir 2005: 66), og ifplge
Jacobsen (2001) er den samme fordeling ogsá i Tjprnuvík, en bygd nord-
Pa i Norðurstreymoy.
I Petersen (1996) nævnes, at dialekten pá Mykines og Vágar (vest-
faerpsk) har en diftongisk udtale, f.eks. [fou:wa] for fáa ‘fá’ og [hd:jan] for
hagan ‘udmarken’, og at den ældste generation ogsá har diftongisk udtale
af sekvensen <0 — a> som i [khv-uu:wa] for kv0ða ‘kvæde’. Diftongering
nied hiatusindskud i sekvenserne <æ,a — a> og <á — a> er nævnt i Far0sk
Anthologi, hvor det bl.a. siges Hammershaimb (i89i:LVIII), at hagan
udmarken’ bliver udtalt som [heiijan] og fáa ‘fá’ udtales [fou:wa] (lyd-
skriften moderniseret her).
I sekvenserne <á — a> og <æ,a — a> fár vi som regel en diftong med
et hiatusindskud i vestfærpsk (Vágar og Mykines),5 mens man kan have
enten en diftong eller en monoftong i Norðurstreymoy.
Hvad angár trykstærkt /e/ og /o/ foran tryksvagt /a/ som i toga ‘at hale,
trække’ og andre ord, sá pápegede Rischel (1961: XXII), at „e og o er til dels
blevet lukket til [i:] og [u:] foran a.“ Han nævner eksemplerne [mi:jani] for
meðani ‘medens’ og [thu:wa] for toga ‘trække’, og lidt senere pá samme side
[vi:ja] for vega ‘veje’, [lu:wa] for loga ‘lue’ og [pu:waj] for bogar ‘buer’.6
Spprgsmálet er sá, hvordan sekvenserne i (l) og (2) bliver udtalt i de
forskellige dialekter. En st0rre unders0gelse af emnet mangler, men
denne korte artikel er et fors0g pá at bpde pá denne mangel.
5 Udtalen med [ei:j] pá Vágar gár tilbage til slutningen af 1700 tallet, hvor den ses i en
Ljlskrivning hos Svabo. De ældste forekomster med diftongisk udtale af <0 - a> er fun-
det i F&r0sk Anthologi (Hammershaimb 1891, se Petersen 1996 for detaljer).
Her bruger jeg samme lydskrift som f0r, jfr. ogsá Thriinsson et al. (2004) og Árna-
son (2011), men Rischels lydskrift er lidt foskellig. — Rischel (ibid.) nævner desuden ana-
Lgiske former som [pu:wi] for [po:ji] bogi ‘bue’.