Læknablaðið - 01.07.1925, Blaðsíða 18
IOO
LÆKNABLAÐIÐ
— — Echinokokksygdommen paa Island. Ugeskr. f. Læger. 2. R. 41. B.
— — Athugasemdir handa íslendingum um sullaveikina og varnir gegn henni.
Kbh. 1864.
— — Om Kreaturholdet paa Island. Tidskrift for Veterinairer. Bd. 15. 1867.
— — Blæreormelidelserne paa Island. Tidskrift for Veterinairer. Kbh. 1890.
Jón Finsen: Bidrag til Kundskab om de i Island endemiske Echinokokker. Kbh. 1867.
J. Jonassen: Echinokokksygdommen. Kbh. 1882.
G. Magnússon: 214 Echinokokkenoperationen. Beitrag zur Pathologie und Therapie
der Echinokokkenkrankheit, archiv fúr Klin. Chir. Bd. ioo. H. 2.
— — Fimmtiu sullaveikissjúklingar. Lbl, 1919.
— — Um rénun og útrýming sullaveikinnar á íslandi. Lbl. 1923.
— — Yfirlit yfir sögu sullaveikinnar á íslandi. Rvik 1913.
F. Dévé: Enquete etiologique sur l’echinococcose en Tunisie. Archiv de l’institut
Pasteur de Tunis. 1923.
— — Les Kyste Hydatiques en Normandie. Normandie medical 1921.
— — Les Kyste hydatiquc du Fois. Paris 1905.
— — Resistance vitale des oeufs dtt Tænia Echinocoque. Soc. de Biologie. 1903.
— — Resistance des oeufs du Tænia Echinocoque a la congelation ibid. 1910.
— — Kyste hydatique et terrain ibid. 1911.
John Dav Thomas: Hydatid Disease. Adelaide 1884.
Albert Neisser: Die Echinokokkenkrankheit. Berlin 1877.
Otto Madelung: Lehre von der Echinokokkenkrankheit. Beitráge Mecklenburger-
árzte. Stuttgart 1885.
Æ. J. Mc. Donald: The statistics and distribution of hydatide disease, in the Austra-
lian colonies. Toowoomba 1895.
Jónas Kristjánsson: Sullarannsókn á sláturfé. Lb. 1925.
Sig. Hlíðar: tJtrýming sullaveikinnar. Freyr 1924.
Herxheimer: Grundlage der Pathologischen Anatomie.
ICaufmann: Specielle Pathologische Anatomie.
Clorcalcium við mænusótt.
Mænusóttin, er hér gekk síöastl. sumar, var hin versta drepsótt, sem
eg hefi fengist viö mína læknistíö, enda liklega eitt hiS skæöasta mænu-
sóttarfaraldur, er sögur fara af. Annars vegar var sóttin, sem áöur hefir
varla komiS fyrir hér á landi nema eitt og eitt tilfelli á stangli, afar-
útbreidd nú, hins vegar taugavefsskemdirnar meSfram eöa aSallega í
hulbus, miklu oftar en vanalega er taliS. En þegar sjúkdómseinkennin
benda á aS sóttin sé aö ná sér þar niöri, þá gerast horfurnar quoad vitam
all-illar, því aö þá er andfæralömun yfirvofandi, og ef andfærin lamast
til fulls, er sjúklingnum auövitaS bráöur bani búinn. Vara-, tungu- og kok-
lamanir, seni vanalega fara á undan andfæralömuninni, eru og auövitaö
hættulegar (aspiration), en langflestum þeim sjúkl., sem dóu hér, varö
andfæralömun aö bana. Fyrstu 10 dagana, sem sóttin geisaði hér, varö
eg aö horfa á 10 sjúklinga deyja úr bulbærlömun, án bess aö geta nokkra