Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Blaðsíða 27

fra det 16.—17. århundrede. På bl. 91v er der spor af flere udskrabede no-
titser, formentlig ejernotitser; en delvis udskrabet notits skal vistnok
læses ». . . . bio|rnssow a Jje&sa bok«.
3. Det tabte fælles forlæg for H og Hr. (*H).
Hrokkinskinna kan ikke være en afskrift af Hulda. Dette ses straks af
at Hr. nogle steder indeholder (oprindelige) stykker der er oversprunget
af vanvare i H (se f. eks. udg.1 55,7-19, 116,14-23, II 2,24-27). Hr. kan
derfor ikke alene bruges til at udfylde de større og mindre lakuner i H
(hvoraf den største omfatter de 17 første sider i udgaven), men også i
mange tilfælde til at korrigere teksten i H. Dette er dog kun sket i ud-
gaven på steder hvor en rettelse af H’s tekst er absolut påkrævet; der
findes således flere steder i variantapparatet læsemåder som ved en
sammenligning med de tekster der repræsenterer kompilationens kilder
viser sig at være oprindeligere end hovedtekstens. I øvrigt er Hrokkin-
skinna i de fleste henseender et ringere håndskrift end H.
Det fælles forlæg for H og Hr. (*H) behøver ikke at have været kompi-
lationens originalhåndskrift; det kan have været en afskrift eller afskrifts
afskrift med ændringer og tilføjelser. Da vi imidlertid ikke har mulighed
for at afgøre i hvilke henseender *H eventuelt har adskilt sig fra »origi-
nalen« (som igen har bygget på flere tekster med kortere eller længere
teksthistorie bag sig), vil en skelnen mellem denne »original« og arke-
typen for H og Hr. ikke kunne gennemføres.
En terminus post qvem for *H gives af selve teksten2. Efter at det er
fortalt at Harald hårdråde før sit Englandstogt kastede nøglerne til
Olav den helliges skrin i Nidelven, eller ifølge andres beretning i havet
ud for Agdenes (H II 77,24-78,2) tilføjes der: »Var siban langa æfi ecki
vpplokit skrim Olafs konvngs. allt framm å daga Magnvs konvngs Ha-
konar s(onar) ok Jons erchibyskvps«. Den begivenhed der her hentydes
til er ikke omtalt i andre kilder, men må have fundet sted efter 1268,
da Jon (raubi) blev ærkebiskop, og udtrykket »allt framm å daga Magnvs
konvngs Hakonar s(onar) ok Jons erchibyskvps« forstås naturligst som
om det er skrevet efter at i al fald kongen var død. Magnus Håkonarson
døde i 1280 og Jon raubi to år efter. *H — og formentlig også kompila-
tionen - må altså være bragt i stand efter 1268, og snarest efter 1280.
1 Ed AM A 11—12 (i trykken).
2 Omtalt af P.E. Muller, Sagabibliothek III, s. 456; Konrad Maurer, Ueber die Ausdrucke
. . ., s. 669, og senere litteratur.
13