Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Blaðsíða 147

2. Harald aflægger ed til Vilhelm på at han ikke vil forholde ham England efter
Edvards død. Denne beretning findes som ovenfor omtalt også i Msk., men uden
særlige overensstemmelser med Jåtv., og den er i øvrigt almindelig hos de nor-
manniske historieskrivere.
3. Thomas Beeket foretager Edvards translation. Denne oplysning findes også i
Thomas saga erkibyskups23 (og det af Unger aftrykte latinske forlæg, Quadrilogus),
men behøver ikke at være hentet derfra.
4. Gyrør, Haraldr Gu 5 i misons broder, udtaler over for Harald sine betænkelig-
heder inden slaget ved Hastings:
»Dat uggir mik at jiér takiz eigi at halda orrostu viø hertoga Vilhjålm, l>vl at
{ni ert eiøsvari hans, ok hefir {ni svarit honum at halda eigi England fyrir
honum.«
Hertil svarer Harald:
»Vera kann svå, broøir, at ]>ér sé betr hent at berjaz viø Vilhjålm en mer . . .«
Replikskiftet minder om den tale som William af Malmesbury lader Gyrør
(Gurtha) holde i samme situation, og hvor han bl.a. siger:
»Nec enim ibis in inficias quin illi [o: Vilhelm] sacramentum vel invitus vel
voluntarius feceris; proinde consultius ages si, instanti necessitati te subtra-
hens, nostro periculo colludium pugnæ temptaveris: nos, Omni juramento
expediti, juste ferrum pro patria stringemus«2 4.
5. Efter slaget ved Hastings finder nogle af Haraids venner ham levende på
valpladsen; senere, da hans sår er lægt, afstår han frivilligt fra at kæmpe med
Vilhelm, og mange mener at han har levet helt til Henrik 2.’s tid (»allt å daga fram
Heinreks hins gamla«). Da Henrik 2. af England (kaldt den gamle (f.eks. i Thomas
saga erkibyskups) til forskel fra sin søn, Henrik den unge) regerede 1154-89, vil
det sige at Harald ifølge dette sagn skulle være blevet omkring halvandet hundrede
år gammel. Om dette efterspil til slaget ved Hastings henviser Jåtv. udtrykkelig
til »sqgn enskra manna«, dvs. et eller flere engelske værker, og lignende beretninger
findes hos flere normanniske historieskrivere. At Haraldr Guøinason undslap fra
slaget ved Hastings fortælles desuden i Oddr Snorrasons Olavssaga25 og i Hernings
fattr Aslåkssonar26, men om specielle ligheder mellem Jåtv. og disse værker er
der ikke tale, måske bortset fra at både Jåtv. (dog kun Flb.) og Olavssagaen om-
taler at Harald »gekk f stein« (Jåtv.), »valøi ser til byggøar einn stein« (Cl. s. Tr.)27.
Den mest påfaldende lighed med engelsk historieskrivning kommer imidlertid kun
frem i Jåtv., nemlig at Harald efter »margra manna sqgn« skulle have levet helt
til Henrik 2.’s tid. Den samme fantastiske beretning findes i to engelske værker
23 Thomas Saga Erkibyskups, udg. af C. R. Unger, Kristiania 1869, s. 53 og 329—30.
24 Oesta Regum Anglorum II, s. 301.
25 Saga tfldfs Tryggvasonar af Oddr Snorrason munk, udg. af Finnur Jonsson, København
1932, s. 245-46.
26 Hernings pdttr Aslåkssonar, EdAM B3, 1962, s. 56-59.
27 Jfr. Lars Lonnroth, Studier i Olaf Tryggvasons saga, Samlaren 1963, s. 74 fi., hvor
det hævdes at Flateyjarboks version af Jåtv. »sannolikt« er »interpolerad med hjalp av
Gunnlaugs Olafssaga« (en antagelse som dog ikke begrundes nærmere), men at de for-
skellige beretninger om Harald i Jåtv. og Olavssagaen i sidste instans dog »torde ... ha
gemensamt ursprung«, nemlig Edvardslegenden. Den nævnte »sten« jævnføres af Lonn-
roth med en klippe i Dover hvor Harald tilbragte ti år ifølge Vita Haroldi (»In quadam
namque rupe secus Dovram sese recipiens«, Vita Haroldi, udg. af Walter de Gray Bireh,
London 1885, s. 69). Kritik heraf hos Peter Hallberg, Samlaren 1965, s. 163-64.
133