Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Blaðsíða 74

Gustav Storm var som ovenfor nævnt oprindelig af den mening at
Peder Claussøn havde brugt forskellige forlæg for Hkrl og OH, og at
det første havde været norsk, det andet islandsk. Denne formodning må
Storm have dannet sig på grundlag af de strofer der i Peder Claussøns
oversættelse anføres på originalsproget.
I Hkrl anføres der otte steder uoversatte strofer, i alt 56 linjer. I
Olavssagaen anføres de to første strofer af Bjarkamål i deres helhed; i
HkrIII derimod ingen strofer. Trods strofernes gennemgående temmelig
forvanskede skikkelse er det muligt at konstatere klare og slående for-
skelle på ortografien i Bjarkemålstroferne og stroferne i Hkrl. Endelsen
-r (f.eks. i nom. mask. sing.) optræder i Bjarkemålstroferne altid (fem
gange) med svarabhaktivokalen u, medens den i Hkrl seks gange op-
træder som -r, seks gange som -er og to gange som -ir. 1 Bjarkemål-
stroferne skrives udelukkende eg og og (tre gange), i Hkrl derimod ek
og ok (ni gange). Bjarkemålstroferne har fire eksempler på ad for at;
stroferne i Hkrl kender kun formen med t (to eksempler). Det er unægte-
lig fristende at forklare disse forskelle ved at antage at der ligger to for-
skellige håndskrifter til grund.
Når Storm antog at håndskriftet af Hkrl havde været norsk, må
grunden have været at der i stroferne optræder enkelte norske ordformer.
Foruden den allerede nævnte endelse -er (-ir) for -r forekommer dat. piur.
ginandom (PCI 49,17); 1. pers. pron. nom. piur. mer (PCI 59,13); r- for
hr- i Rodmuger (o: hroSmQgr) (PCI 59,14); en enkelt gang æ for kort e i
bæra (PCI 18,21). Alle disse træk (med undtagelse af svarabhaktivokalen
e/i, som imidlertid kan skyldes unøjagtig gengivelse af originalen42)
genfindes dog med større eller mindre hyppighed i det 14. århundredes
norvagiserende islandske ortografi, og imod Storms antagelse taler klart
islandske former i stroferne som vestræna (PCI 49,18) med æ for ældre
(og norsk) æ; liladna (PCI 49,17).
Ortografien i Bjarkemålstroferne er ganske rigtigt udpræget islandsk,
og har desuden et meget sent præg. Hvis den, som Storm må have an-
taget, går tilbage til Peder Claussøns OH-forlæg, kan dette i al fald ikke
have været ældre end midten af det 15. århundrede; bl.a. forekommer
relativpartiklen ed, som tidligst kendes fra et diplom fra 145643. Peder
Claussøns OH-håndskrift ville i så fald ikke alene have været betydelig
yngre end noget andet islandsk middelalderhåndskrift som vides at have
42 Jfr. navneformer som Tronder, Ogmunder, Hanrecker, Torfinder etc. i beskrivelsen af
slaget ved Svolder (PCI s. 171).
43 Bjorn K. I>6r61fsson, Um islenskar ordmyndir å 14. og 15. did og breytingar peirra ur
jornmålinu, Reykjavik 1925, s. 48-49.
60