Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Blaðsíða 163

ning: nytanda II 93,25 (pat er nytt sc Hkr.), dasamanda 39,26 (forkunnligt
YFlb.); ved indsættelse af »modegloser«, som når launa og laun bliver til
ambana og amban II 22,20, 223,1, 224,21, eller af mere høviske termer
end forlæggenes, som frvina, frvinni II 72,19, II 95,17 for konu Vilhialms
og henni, vigdr til koronv 34,18 for vigdr tilkonungs (YFlb., jfr. tækinn til
konongs Fsk.), tign 70,15 for konvngdom (MskMS, YFlb.). Disse bestræbelser
forekommer dog beskedne når man sammenligner med omarbejdelser i
såkaldt »florissant« stil, der formentlig stammer fra samme tid, f. eks.
Bergr Sokkasons Nikulåss saga og B-redaktionen af Jons saga helga (se
ovenfor, s. 112).
En stor del af ændringerne i ordforrådet går ud på at erstatte sjældne
ord og udtryk i forlæggene, som formentlig har været følt som gammel-
dags da kompilationen blev til, med mere gængse. Således erstattes kon-
junktionen unz med par til er eller omskrives (f.eks. 6,28, 9,1-2, 166,10),
en ændring der er velkendt i afskrifter af ældre værker, foretaget efter
ca. 13008. Verbet syngia (MskMS, Flb.) brugt om et medlem af menig-
heden, erstattes med hlyda messv (144,1); øfsta (Hkr.) bliver til sidazta
(133,1), sva vapboginn (sål. MskMS; jafnvadbiugr Flb.) farit til farit
iafnfiatt II 61,9; let hest sinn fagrliga bvrdeigia (bord eiga (!) Flb.) ændres
til rendi fagrliga sinvm hesti eftir vellinvm 162,13, etc. De »hedenske«
navne på ugedagene erstattes i regelen, når de forekommer i forlæggene,
med de nyere, »islandske«: II 84,25 annandag vikvnnar\ snimmamånadag-
inn Hkr. (mdnadaginn er beholdt II 85,4); pridiadaginn II 313,18] tysdag
Hkr.; Midvikvdaginn II 313,27] Odinsdag Hkr.; fgstvkvelld II 223,15]
frjåkveld MskMS, F, Hkr. y; fgstvdegi II 307,7] frjddegi Hkr.; drottins-
daginn II 313,18] sunnudag Hkr.
Denne modernisering af ordforrådet har samtidig virket som en »nor-
malisering«, der har udvisket nogle af de ellers ret markante stilforskelle
mellem Msk. og Hkr. Ordvalget i Hkr. synes faktisk i nogen grad at have
været normgivende for bearbejdelsen9, selv om det også hænder at ord
og udtryk i Hkr. »normaliseres«. Bearbejderen synes endvidere at have
haft en vis modvilje mod metaforer, måske ikke i alle tilfælde fordi de
har været forældede, men også fordi de har forekommet for drastiske
eller folkelige: drosk å legg (Hkr.) bliver til proskadiz (209,4; ændringen
8 Ole Widding, Nogle problemer omkring sagaen om Gudmund den Gode, Maal og Minne
1960, s. 17.
9 Eksempler på at Msk.-teksten i H-Hr. er påvirket af Hkr. er H 138,27 vært sa dagr godt-
er steypti hialminvm peim hinvm gvllrodna] gopr veri sa dagr er pinn ofsi steypiz MskMS,
Flb. (jfr. HkrFJ III 387,4-6: at sa fundr peira skyldi ver da ... at hann myndi steypa
hjdlminum peim inum gullrodna); H II 36,7-8 rikramanna. konvr ok dætr\ konur uirpiligar
MskMS, Flb. (jfr. HkrFJ I 343,12: lét taka rikra manna dætr ok flytja heim til sin); måske
også H TI 231,4-5 d vgll elnn sllettan] iscidgarp nacgvarN MskMS, F.
149