Fróðskaparrit - 01.01.1966, Qupperneq 50

58
Kilderne til de færøske viser om Karl den Store
det færøiske Kvæde »Runsevalsstruj«, thi Slægtskabet er
utvivlsomt. Det færøiske Kvæde har samme Versemaal
som det norske, det har ogsaa samme Indhold og samme
Omfang: ogsaa der begyndes med at »Gujin jarl« sendes
til Hedningekongen for at kræve Skat og Kejseren deler
sin Hær, saa at Halvdelen med Jævningerne blive i
Spanien. Den færøiske Vise er bevaret i hele sin Sam-
menhæng, men den har til Gjengjeld tabt flere Hoved-
træk f. Ex. om Sværdet, som de ikke kunde faa af Ro-
lands Haand, og den mangler ganske den Kraft og det
Liv, som de norske Brudstykker have bevaret.
Og s. 224:
Vi have allerede seet, at Viserne om »Roland« og
»01ufa« ere komne fra Norge.
Storms argumentation er ikke overbevisende. Versemalet i
Runsivalsstríð er det almindeligste i færøske viser: 4-linjet
strofe, 4+ 3+ 4+ 3, med rim mellem 2. og 4. linje, sa det
beviser intet. Det passer ikke at Gýðin jarl bliver sendt for at
kræve skat (dette er i øvrigt kun begyndelsen hos Svabo, i de
andre handskrifter er det slutningen af Emundsríma): i den
norske vise nævnes han slet ikke (i ovennævnte udgave i hvert
fald), og hedningene fører krig for at holde op med at betale
skat; i den færøske sendes han ikke for at kræve skat, men for
at overbringe Emunds hoved, og han siger ironisk at det er
den skat Karlamagnus sender hedningekongen, som har krævet
skat af Karlamagnus. Det passer heller ikke, at kejseren bade
i den norske og den færøske vise deler sin hær, sa at halvdelen
med jævningene bliver i Spanien: i den norske vise bliver seks
af kongens jarler hjemme og seks drager til hedningeland, i
den færøske drager alle tolv jævninge til Runsival (Spanien
nævnes hverken i den færøske eller i den norske vise); og selv
om det passede, kunne det forklares ved den fælles oprindelse.
Der er ingen anden lighed mellem den færøske vise og den
norske end hvad fælles oprindelse og fælles genre betinger;
derudover er de utvivlsomt ikke beslægtede (det mente Knut
Liestøl heller ikke, 1915, s. 217). Det udelukker naturligvis