Atlanten - 01.01.1904, Síða 129

129 —
Om den foreslaaede naturvidenskabelige
Station i Grønland
Ved Mag. scient. Morten P. Porsild.
Redaktionen af »Atlanten« har opfordret mig til at give Tids-
skriftets Læsere en Redegørelse for min i Fjor fremsatte
Plan om en fast naturvidenskabelig Station i Grønland og den
Skæbne, Planen hidtil har faaet. Jeg efterkommer med Glæde
denne Opfordring, ikke mindst fordi Bestyrelsen for »De danske
Atlanterhavsøer« var blandt de første, der tilsagde min Plan
Støtte og Interesse.
Efter at jeg gennem en Del Aar havde beskæftiget mig med
Studier over Grønlands Naturforhold, dels gennem Litteratur,
dels paa Rejser i Landet, stod det mig klart, at de væsentligste
og værdifuldeste Problemer af arktisk biologisk Forskning kun
lod sig studere, naar man, forsynet med de rette Midler, kunde
opholde sig i længere Tid i et arktisk Land. De mange store
og veludrustede Laboratorier, som i de senere Aar ere frem-
komne i alle civiliserede tempererede og tropiske Lande, have
fremmet vor biologiske Erkendelse mere end mange Aartiers Op-
dagelsesrejser. Men en arktisk Station mangler endnu, og
dens Savn har Gang paa Gang været følt og beklaget af Ud-
landets mest fremragende Forskere. I Grønland ejer Danmark
det største, ejendommeligste og bedst undersøgte Polarland. I
store Opdagelsesrejser kunne vi ikke tage Kappestriden med de
store Nationer op, dertil ere vore Midler for smaa; men kon-
centrere vi vor Opmærksomhed paa et enkelt Punkt: Grønlands
Undersøgelse, saa have vi al mulig Udsigt til, at vor Polar-
forskning kan indtage en værdig Plads ved Siden af selve Stor-
magternes. Det have vi nu gjort i en lang Aarrække, det
har gjort vore Naturforskere berømte ud over Landets Grænser;
det bør vi blive ved med, for det har vi Raad til: 25 Aars sy-
stematisk drevne Grønlandsundersøgelser med ca. 50 udsendte
Ekspeditioner og ca. 30 Bind udgivne videnskabelige Resultater
have kostet os saa meget som een af Peary’s Rejser!
Den Ære, Grønlandsforskningen har bragt vort Land, for-
pligter os til ikke at lade den hvile, men til her altid at være
et Skridt foran andre. Men der er en Fare for, at vi snart over-