Atlanten - 01.01.1904, Page 204
— 204 —
har lært det nye land og dets naturforhold at kende, og før grøn-
lænderne har lært at respektere tamrenen som forskjellig fra vild-
renen og som et dyr, de må la gå i fred, hvilket vel vil holde hårdt
til at begynde med. Men også det må vel kunne læres. Forøvrigt
med hensyn til vildrenjagten er det at mærke, at en lap med let-
hed skjelner tamren fra vildren, han kan paa langt hold se mærket
i ørerne, og det vil sikkert også eskimoens øvede øie meget hurtig
lære. Og skulde de nu af og til forgribe sig på en tamren eller to,
nu ja, så sker nok det desværre også her i Norge.
Her hos os biir nu mer og mer tamren indført nordfra på alle
fjeldstrækninger også i de sydligere dele af landet, da det mer og
mer viser sig at være en overmåde vel lønnende bedrift. Og vi har
snart sagt ingen større fjeldstrækninger uden store flokker af tam-
ren, hvilket imidlertid fører til at vildrene lidt efter lidt forsvinder.
Det samme vil vel også ske i Grønland.
De taler om at bygge hus ved hovedstationen for lapper og
lærlinge o. s. v. Det går muligvis an at bo i hus eller i nærheden
deraf, sålænge hjorden er liden, men biir den stor, så går neppe
det, da må de for at finde beite nok stadig flytte med sine telte;
men vinterklimatet i den indre Godthåbsfjord og Ameralik er sik-
kerlig adskillig mildere og roligere end på de Finmarkske fjelde,
foruden at der jo også er den store fordel, at solen ikke helt for-
svinder.
Jeg skulde tænke mig, at renene med lapper kunde tas ombord
i dampbåd enten i Trondhjem, eller kanske endnu lettere længere
nord f. eks. i Tromsø; men dette afhænger jo af, hvor man får dem
bedst. Om dette tør jeg imidlertid ikke udtale mig på egen hånd,
men skal søge råd hos lokalkendte mænd, og skal meddele Dem
hurtigst mulig, ligeså til hvem De skal henvende Dem om erhver-
velse af rener o. s. v.
Det synes mig som 50 dyr var lidet, var det mig vilde jeg hel-
lere ta mindst det dobbelte, så man kunde ha snar udsigt til at leve
af hjorden.
Det kan vel være tvivlsomt, om man får lapperne til godvillig
og uden godtgørelse at emigrere til Grønland, før de har set, at det
virkelig lønner sig at dra derhen. Ravna, som er den eneste ren-
lap, som har været der og kunde si noget om det, er desværre død,
og Balto er i Alaska.
Man måtte vel helst kjøbe dyrene og leie et par (eller 3) lapper,
som De foreslår.
Dette lange brev i al hast foreløbig, jeg skal som sagt forhøre
mig og la Dem vide nærmere om priser og mænd at henvende sig
til snarest. Med de varmeste ønsker om et godt nytår for Dem og
Deres og ikke mindst for det store foretagende De nu har fore, som
jeg tror kan få en stor rækkevidde.«
Lysaker, den 4de Januar 1905.
Fridtjof Nansen.