Atlanten - 01.01.1904, Side 305

— 305 —
Om færingen og hans Levevis.
Færingen er et Eksempel paa, i hvor høj Grad en Befolk-
nings Særpræg kan skyldes Ejendommeligheden af de
Naturforhold, under hvilke Befolkningens Levevis har udviklet
sig. Der er ikke gaaet mere end godt og vel et Tusind Aar,
siden den lille atlantiske Øgruppe blev tagen i Besiddelse af
Nybyggere fra Norge. Men i baade Ydre og Karakter er vor
Tids færøske og norske Almuesmand vidt forskellige. Findes
der Træk, som ere fælles, og som kunde tyde paa norsk Blod
i Færingens Aarer, maa de siges at være lidet iøjnefaldende.
Derimod vil næppe nogen, selv ved flygtig Betragtning, kunne
undlade at lægge Mærke til i det mindste een for den færøske
Mandstype udtalt Ejendommelighed. Ikke Ansigtstrækkene, den
lige og smalle Næse eller det bløde, krusede Fuldskæg. Nej,
man kender Færingen allerede i en Afstand, hvor det endnu
ikke er muligt at skelne Ansigtstrækkene. Gangen er saa let og
alle Bevægelser utvungne. Man kunde fristes til i adskillige
Tilfælde at kalde den Maade, hvorpaa en Færing løfter sin fikse
Hvergarnshue til Hilsen, elegant.
Hovedet holder han rankt. Han har en kraftig Nakke, som
han skylder en fra Forfædrene nedarvet Skik at bære selv den
tungeste Byrde paa Ryggen ophængt i Hestehaarsreb, der ere
knyttede til en strikket, ulden Gjord paa hans Pande. Sine
adrætte Lemmer har han Livet til Fjælds at takke for. Faare-
avlen var i Aarhundreder hans vigtigste Næringsvej. Men paa
Færøerne leve Faarene Sommer og Vinter vildt paa Fjældene.
De maa der af Færingen jages paa hans Fod og drives sammen
ofte ad kun lidet tilgængelige Lier. Endnu større Herredømme
over Musklerne kræver Livet i Fuglebjærgene. Fra svimlende
Højde lader Færingen sig i Line fire ned langs en Fjældvæg,
der staar lodret op af Havet. Paa de smalle »Hylder«, hvor
Søfuglene sidde i Tusindvis, sanker han dristig Æg eller fanger
Fuglen i sit Næt. Kvik maa han være, ogsaa naar det gælder
i Brænding mellem Skærene at bjærge ikke blot sig, men Baa-
den uskadt paa en Klippe, hvor det for en fremmed synes
næppe muligt at faa Fodfæste.
Men Færingen klarer sig, og hans Baad formaar at komme
frem som ingen anden i det under Øerne deroppe idelig urolige