Atlanten - 01.01.1904, Page 308

308 —
er vel værd at tækkes. Blid er hun i Blik og blødt hendes
Haandtryk. Haanden er lille og smukt formet.
I Forhold til Befolkningens ringe Antal ere Færingetypens
Artsmærker ualmindelig udprægede. En saadan Rendyrkning
vilde uden en social Isolation gennem Aarhundreder ikke været
tænkelig. Øerne have ligget borte fra Verden. Endnu i Aaret
1890, da jeg kom dertil, forefandt jeg Befolkningens traditionelle
Levevis nogenlunde uforandret. Den jævne Bygdemand satte en
Ære i selv at kunne forarbejde det meste af, hvad der var Brug
for i hans Hus. Kvinderne garvede med Tormentilrod de
pyntelige, straagule Faareskinds-Sko. I Røgstuen — den fælles
Opholdsstue, uden Vinduer, med aabent Ildsted og i Taget et
Hul for Tørverøgen — kartedes Ulden. Paa Skotrokkens brum-
mende Hjul blev Garnet spundet. Til at farve dette brugtes
fremdeles her og der Urter, indsamlede paa Øerne. Rødt
farvedes med Vinsten Lav og sort med Storkenæb. Om Vinteren
blev Garnet strikket til Hoser og Trøjer. Saa lød der i Røg-
stuen, mens Strikkepindene raslede, gamle Folkesange med en
Uendelighed af Vers. Eller der blev sunget mere kortfattede
»tattur« af aktuelt Indhold, yderst fornøjelige, syntes det, uden
netop for den, hvem Spotten gik ud over. Væven brugtes flittig,
og ganske almindelig blev Vadmelet valket i en ret primitiv og
ikke vel lugtende Lud. Om Sommeren gik Malkepigen til Fjælds
med sine Bøtter og maatte søge Køerne lange Veje borte. Om
Vinteren var det Fornøjelsernes Tid. Der var ingen stor Af-
veksling i disse. Et stilfærdigt Parti Skak med hjemmeskaarne
Brikker, foruden Kongen og Dronningen og Bønderne tillige
baade Riddere og Bisper. Hist og her et Slag »grav jas« med
meget udtjente Kort. Til Tidsfordriv i Enrum en »dagdvølja« —
et Slags Patience — eller Tankespil. Sjældnere Beskæftigelse med
at udskære, og da oftest en Fjældstav og som Regel i Almuestil,
maaske en »friggjarastavur«. Af større Folkeforlystelser kun een,
nemlig færøsk Dans. Fra Jul til Fastelavn holdtes der i Byg-
derne to Gange om Ugen Dansestue. Til Lyset af en Tællepraas
gik indtil et halvt hundrede Mennesker i Kæde, syngende
enten Visen om Dronning Dagmars Død eller om Kampen paa
Ormen hin Lange. Stuvede sammen Natten igennem i en Stue,
der om Dagen lige havde Plads til en Dragkiste eller to, foruden
et Bord og nogle Stole. Alt som i salig Lucas Debes’ og høj-
salig Kong Frederik den Tredjes Tid.