Atlanten - 01.01.1904, Blaðsíða 348

— 348
i nogen betydelig Grad gavner den grønlandske Befolkning,
saa at man slaar sig til Ro med, at naar det er ordnet, vil alt
blive godt. Det vil tværtimod kun i ringe Grad blive Grøn-
lænderne til Gavn, fordi disse Foranstaltninger væsenlig kun er
af teoretisk Art; først naar de underbygges af virksomme For-
anstaltninger til bedre økonomiske Kaar for den indfødte Be-
folkning, vil de blive af virkeligt Værd.
Der er nemlig en Ting, der ofte er bleven overset og tildels
bliver det endnu den Dag idag, og det er, at Kontrol, fornøden
effektiv Kontrol, vanskelig lader sig praktisere i et Land af saa
stor Udstrækning og med saa spredt en Befolkning som den
grønlandske. Og Magten i Grønland ligger ikke hverken hos
den Kgl. grønlandske Handels Administration herhjemme, heller
ikke hos den overordnede Administration i selve Landet, men
rundt omkring i Monopolhandelens Butikker deroppe og den
vil altid gøre det, saa længe Grønlændernes økonomiske Forhold
tvinger dem til at være afhængige af disse Butikkers Ledere.
Og den Kgl. Grønlandske Handel eller en fremtidig særskilt
Administration kan træffe de allerfortrinligste Foranstaltninger
til Grønlændernes Vel, uden at de resulterer i det allerringeste,
hvis de strider mod de Interesser, de underordnede Handels-
bestyrere i Landet have.
Jeg skal her blot nævne en enkelt af de Ting, der fra en
saadan Udliggerplads er fremdraget herhjemme, nemlig, at en
Grønlænder paa en vis Plads ikke kunde købe Garn til Sæl-
hundegarn, selv om han havde de fornødne Penge, men maatte
tage Garnet som Laan paa Partfangst med vedkommende Ud-
stedsbestyrer. Og saadan noget kan ske Landet over, uden at
det af Grønlænderne bliver paaklaget, fordi de ved, at de kan
komme til at trænge til vedkommendes Hjælp eller med andre
Ord, fordi deres økonomiske Forhold ere af en saadan Beskaffen-
hed, at de af Klogskabshensyn maa undlade at kræve deres Ret.
Paa dette Punkt ligger den virkelige Brøst ved de grøn-
landske Forhold, og her er det, at der maa hjælpes, hvis ikke
det hele skal løbe ud i Sandet.
Skal Grønlænderne blive til et Folk, der med Tiden skal
kunne klare sig selv, maa der først og fremmest skaffes dem
bedre Livsbetingelser, og Spørgsmaalet bliver da, om dette kan
lade sig gøre. Som Svar, tør jeg sige, utvivlsomt; men der maa
saa gives dem nye større Muligheder, end de for Tiden har.