Atlanten - 01.01.1904, Síða 351

— 351
umindelige Tider givet sig af med Fuglefangst og drevet denne
omtrent paa samme Maade, som den drives endnu den Dag i
Dag. Da Skydning, hvad Erfaring har vist, skræmmer Fuglene
bort og saaledes ødelægger Fuglebjergene, ere disse en vis Tid
af Aaret fredede ved Lov, som forbyder Skydning i indtil en
halv Mils Afstand fra Bjergene. Ved at skyde opnaar man hel-
ler ikke saa stort Udbytte som ved de forskellige brugelige Fangst-
tnaader; men disse ere rigtignok mere eller mindre forbundne
med Livsfare.
Lom vi en fanges paa flere Maader. Om Foraaret inden
Lomvierne rigtig have taget Bolig i Bjergene, og altsaa inden de
have begyndt at lægge Æg, pleje de at sætte sig nede ved Søen
paa de flade Klipper, de saakaldte Heller. En Baad med fire
Mand, hvoraf de to staa i Bagstavnen hver med sin Fuglestang,
ros af de to andre, der saa lydløst som muligt søge at styre
Bagstavnen tæt ind til Klipperne. Fuglestangen er en seks Alen
lang Stang sf Fyrretræ; dens nederste Ende er forsynet meden
Jernpig og paa den anden tyndere Ende er anbragt to bøjede
Hasselkæppe, mellem hvilke et fint Net af Sejlgarn eller Uld-
traad er fastgjort og hænger ned som en Pose, ikke ulig et
Rejenet. Mændene med Stængerne søge nu at kaste Nettet over
Fuglene, medens disse sidde paa Hellerne; men flyve de op, maa
Mændene fange dem i Flugten ved at svinge Stangen og faa
dem ind i Nettet. Under heldige Omstændigheder kan en Mand
fange tyve til tredive Stykker om Dagen.
Senere hen paa Sommeren, naar Lomvierne havde faaet Un-
ger, anvender man en mere indbringende Maade at fange dem
paa, idet man tager Fuglene paa selve Rederne oppe paa Hyl-
derne i Bjerget, hvad Færingerne kalde at »fygla« (udt. figla).
Det er imidlertid altid en farlig Sport; thi for at komme til
Fuglene maa Fuglemanden nemlig enten lade sig hejse ned fra
det øverste af Bjerget eller ogsaa klavre op nede fra Søen.
Skal han ned fra oven, da binder han om Livet Enden af
en omtrent to og en halv Tomme tyk Line, hvorfra der gaar
brede Uldbaand op over Skuldrene og ned om Laarene, saa han
sidder oprejst ligesom i en Stol uden at holde ved Linen og frit
kan bevæge Armene. Mindst tre eller fire Mand holde i den
anden Ende af den undertiden hundrede Favne lange Line, der
er slaaet om en i Jorden fastgjort Pæl. Naar Fuglemanden er
kommen ud over Fjældkanten, hvorover der i Reglen anbringes