Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 3

— 231 —
lagde nogle andre istedetfor.« Således blev der fortalt ved Am-
massalik. Dette minder om den fremgangsmåde, de første
opdagere ovre på Vestkysten brugte for at komme i handels
forbindelse med de indfødte, og når Ammassalikerne fortæller,
at det er foregået sydpå, sigter det allersnarest til de første
møder i det 16de århundrede ovre på Vestkysten, John Davis’s
eller andres landgang. — De fortalte også om, at Evropæere
havde bortført nogle af de indfødte — svarende til, hvad vi
veed at Lindenow, Danell og andre af det 17de århundredes
pionerer foretog sig overfor Vestgrønlænderne1). Rygtet har
bredt sig til Østkysten. I analogi hermed er der al grund til
at tro, at når de fortalte, at deres forfædre havde afbrændt de
gamle Qawhlunakers huse, så er det erindringen om de frem-
trængende Eskimoers sammenstød med de islandske kolonier i
det 14de—15de århundrede, der er trængt op til dette sted fra
Vestkysten. Nogen sådan begivenhed er ikke sket ved Ammas-
salik. Noget andet er, at Ammassalikerne senere har lokali-
seret begivenheden i deres eget distrikt. Det samme har de
gjort ved saa mange andre fællesgrønlandske traditioner, f. eks.
den om sagnhelten Kaasasuk og hans bjørnefælde. Det er et
træk, Ammassalikerne har til fælles med de fleste andre natur-
folk, at de tror, at verden er blevet til på det sted, hvor de
bor, og at alle hovedbegivenhederne i deres fortids historie har
fundet sted indenfor ti miles omkres derfra.
Jeg skal ikke opholde mig ved deres fortællinger om rejser
sydpå og om til vestkysten. Siden Evropæernes ankomst til
denne kyst, d. v. s. i 300 år i det mindste, har de stået i fjærn
handelsforbindelse med denne del af Grønland, og det er kun
mærkeligt, at deres ejendommelige kultur ikke i højere Grad
end tilfældet er, er blevet præget deraf gennem denne forbindelse.
At de også i ældre tid har haft forbindelse langt nordpå —
til egne, hvorom de nuværende Ammassalikere ingen erindring
har —, fremgår med stor tydelighed af eskimoiske redskaber,
efterladte eller tabte sager, der er fundne nordpå indtil Franz
Josefsfjorden, og som udviser ejendommelighed i formerne, der
kun kendes fra kystens sydligere kultur, særlig Ammassalikernes.
Jeg skal som eksempler nævne, at man på Sabineøen (74° 45'
n. br.), 135 mil nord for Ammassalik, har fundet nogle små
udskårne benfigurer med naglehuller i, udentvivl bestemt til at
') Grønlands historiske Mindesmærker, III, s. 675—678 (og 687).