Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 69
— 297 —
væk blev mindet om deres Nærværelse. De var saa talrige, og
Snebroerne var saa tynde, at Hundene stadig faldt i Kløfterne,
og for at undgaa at miste dem, maatte vi binde dem fast til
Seletøjet; det var bedst, naar Snebroen var saa tynd, at den
ikke kunde bære Hundene, for saa var der ingen Fare for at
sætte Slæderne til, men meget værre var det, naar vi slædede
og ikke anede, at der var Kløfter, og saa pludselig følte Sne-
laget briste; flere Gange faldt Iversens Slæde ned i Revner, men
blev hængende enten i Snelaget eller paa Kløftens Kanter, saa
Slæder over kullet Indlandsis.
vi kunde bjerge den, og mange Gange traadte han eller jeg ned
gennem Sneen, hvor der ikke var noget som helst, der tydede
paa Revners Nærværelse. Enkelte Dage var Revnerne saa tal-
rige, at det var nødvendigt for mig, der kørte den forreste
Slæde, at binde mig fast til den med et Reb, da jeg ellers hele
Tiden skulde være klar til at gribe fat i Slæden, hvis Sneen
bristede under mig. Revnerne varierede fra 1—30 Fod i Bredde;
de brede Revner var selvfølgelig de farligste, men vi vilde dog
langt hellere have dem end de smalle, da Vægten af Snelaget
over disse var saa stort, at det buede ned i Midten, saa vi
kunde se dem paa stor Afstand. Saa vidste vi, at der var Fare