Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 25

- 253 —
Om Nordboruiner i Østgrønland.
Af William Thalbitzer.
I efteråret 1909 havde de indfødte ved Ammassalik grund til
at tro, at de skulde sige farvel for bestandig til deres første
kolonibestyrer Johan Petersen, idet han skulde hjem på orlov
for eventuelt at overta en bestyrerplads på den anden side af
landet. Pladsen i Østgrønland er jo en afsides og udsat post,
og Johan Petersen havde nu levet der i 15 år. Det så ud til,
at man ikke skulde få ham at se derovre i fremtiden. At han
vilde vende tilbage til samme egn to år senere, var uforudsee-
ligt. Der var flere end een blandt de indfødte, hvem denne
adskillelse syntes tung, og iblandt dem, der viste det, var der
særlig en gammel enke ved navn Aleqajik, døbt Katrine, som
længe havde været knyttet til arbejdet ved stationen. Hun var
den, hvem Johan Petersen havde betrot vaskningen af alle de
kostbare bjørneskind, der i årets løb indhandles på dette sted
for at sælges i Evropa, og hun var på flere andre måder en
djærv støtte i det daglige arbejde. Hun boede (eller boer sta-
dig) i et lille jordhus på den samme skrænt, hvor bestyrerens og
præstens huse og den nybyggede kirke ligger, men længere nede
mod fjorden. Her vasker hun skindene og holder sin gryde i
kog over den altid brændende tranlampe. Hun mindes sine
hedenske ungdomsdage som et friluftsliv i en fjærn fortidsver-
den. Nu er hun fjærnet fra barbariet, hedder Katrine og føler
sig i hjærteligt forbund med sine velgørere og arbejdsgivere på
toppen af skrænten.
Den sommer, da Johan Petersen skulde rejse, foretog han
en bådetur til forskellige bopladser i sit distrikt. Fra hoved-
øen, hvor kolonien ligger, skulde han ud til de mange mindre
Øer i de store fjordmundinger, som gennemfurer dette inderste
hjørne af østkysten. På denne tur var Katrine med som roer-
ske. I de lyse nætter, mens båden fulgte de bugtede kyster
eller snoede sig mellem isskosserne i vandet, lød de roende
kvinders udtryksfulde stemmer, mens de drøftede rejsens små-
begivenheder, de mennesker, de sidst havde besøgt, eller dem,
de nærmede sig, de komiske situationer eller personlige egen-
skaber, der sidst havde vakt deres latter, eller det næste måltid,
der kunde ventes ved næste hvileplads. Johan Petersen, der
23