Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 189
— 417 —
tillige noget fremmedartet. Der blandede sig i den en susende,
hvislende knitrende Lyd, ikke fra nogen bestemt Retning, men
stammende fra hele Rræens Front.
Jeg blev lysvaagen, vækkede Vigfus, der laa nærmest Telt-
døren, og bad ham utaalmodigt om at lukke Døren op, saa vi
kunde se ud. Wegener var ogsaa vaagnet og sad op i Sove-
posen ligesom jeg; derimod gjorde Larsen Indtryk af at sove fast.
Gennem den aabne Teltdør saa jeg den 35 Meter høje Is-
mur i den sydvestlige Side af Dalen ramle sammen og tilsyne-
ladende forsvinde i Dybet. Samtidig eller maaske faa Sekunder
senere, blev Udsigten over Borgfjorden paa en ubegribelig Maade
taget bort fra mine Øjne, og et højt, mørkt, tilspidset Taarn
væltede sig tvers over Dalen fra Nordost til Sydvest 30 Meter
foran Teltet.
Dalens Bund, hvor Teltet stod, gyngede op og ned i stærk
Bevægelse.
Jeg forstod intet af, hvad jeg saa, men styrtede greben af
Rædsel ud af Teltet bagefter Vig fus.
Vi flygtede opad i Dalen, barbenede og i Underbukser —
det frøs 16 Grader.
Broen over III Spalte var revnet, men vi sprang let over
og fortsatte Flugten.
Min Forstand var lammet. I første Øjeblik tænkte jeg ikke
— ikke paa nogen Verdens Ting, men handlede ganske instinkt-
mæssigt.
Saa faldt mine Øjne paa Maanen og Carlsvognen; de saa
saa kolde og uinteresserede ud. Det var dem aabenbarl den mest
ligegyldige Sag af Verden, at Ekspeditionen nu gik under med
Mand og Mus.
Jeg syntes, det var skændigt. Jeg havde ikke fortjent at
gaa ud af Sagaen paa denne Maade uden saa meget som Mulig-
hed for et protesterende Knibs i Lommen.
Fordømt Sludder om Maane og Stjerner! Hvor Fanden
blev Wegener og Larsen af!
Ja Larsen, — han sov jo. Og Wegener — han sad vel
endnu derinde i Teltet. Han havde brækket et Ribben for 14
Dage siden, og kunde derfor nok trænge til en Haandsretning.
Aa, hvor jeg skammede mig!
Jeg var en nydelig Chef; den første til at forlade den syn-
kende Skude.