Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 43
271
Inde i Bondegaarden sad de samlede om Arnen allesam-
men. Der er ikke hyggeligt paa St. Dimon en rigtig Stormvejrs-
nat. Gaarden ligner en Fæstning. Svære Tov er kastet over
Taget og gjort fast til begge Sider i forsvarlige Sten. Alle Vin-
duer er lukkede med Skodder, og alle Døre stængte. Blæste en
Dør op, kunde megen Skade ske.
De ved, den Snes Mennesker om Arnen, at de er ene. Ingen
i Verden kunde komme dem til Hjælp eller banke paa deres Dør.
Bondens Broder sad netop og fortalte en underlig Drøm,
han havde baft. Han saa en Baad ro under Øen med to Lys,
et i hver Stavn. Noget efter kom Baaden igen, da var det ene
Lys slukket, og det andet flakkede, som om det hvert Øjeblik
skulde gaa ud.
I del samme dundrede det paa Vinduesskodden.
Kvinderne skreg i Rædsel, Mændene sad stive. Hvad kunde
det være? At det var et Menneske, som bankede, faldt dem
mindst af alt ind.
Men Bonden rejste sig og gik til Døren. Derude stod en
Mand, en virkelig, levende Mand, som var kommen op paa
St. Dimon en Januarnat i forrygende Snestorm!
Det var aldrig før sket, saa længe der havde været Folk
paa Øen.
Saa gik Bonden og hans Karle i Vej med Bjærgningen, og
ved Midnatstid var vi alle 12 i Hus, ja, hvad mere var, vi laa
alle i en god, varm Seng og blev plejede paa det kærligste.
Til Tak for Gæstfrihed og for al god Hjælp gav Kongen
siden Dimonbonden Dannebrogskorset.
Næste Dag var det Søndag, og vi holdt Gudstjeneste i den
lille, bitte Kirke, som kun kan rumme en Snes Mennesker. En
underlig gribende Gudstjeneste,, der ganske naturligt formede sig
som en Takkefest for underfuld Frelse.
Aldrig har vel en dansk Folkekirkepræst gjort Tjeneste i
underligere Dragt. Min Præstekjole laa paa Stranden, stivfros-
sen, jeg havde laant Klæder af Øens Beboere, og de passede
ikke alt for godt. I Knæbukser, blaa Strømper, brun Posetrøje
og Trætøfler stod jeg og talte, men det forargede sikkert ingen,
Til alt det underlige føjede sig endnu dette, at Vejret blev
saa fint to Dage senere, at vi slap fra Øen.
Aldrig glemmer jeg Nedstigningen over den islagte Klippe
ved Bondens stærke Haand. Man stod med Ansigtet mod Is-