Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 81

Det var bleven den 3. August, inden vi forlod Hovgaards 0,
og først den 25. August naaede vi ned til Nordpynten af Schnau-
ders 0, thi Rejsen blev overmaade besværlig, Isen var ujævn,
der var store Flodlejer paa den, eller ogsaa stod Vandet samlet
i store Soer. At komme frem med Slæde alene var umuligt,
men Nød gør opfindsom, og vi lavede en Baad ved Hjælp af
Teltdug og Slæden. Denne Slædebaad kunde bære al vor Last,
en Mand og de to Hunde, og uden den havde det været umu-
ligt at komme frem, da vi passerede mere Vand paa denne
Rejse, end vi slædede over tør Is. Af anden Modgang havde
vi ogsaa den, at Iversen blev syg, Hundene kunde slet ikke
mere og maatte køres paa Slæden, og efter at vi havde været
paa Lamberts Land et Par Dage, hvor vi heldigvis havde faaet
12 Ryper, maatte vi slaa de to sidste Hunde ihjel for at faa
Proviant nok til at naa frem til Depotet. Vi var nu saa sultne,
at skønt vi havde Hundeleveren mistænkt for at være giftig,
kunde vi alligevel ikke modstaa Fristelsen til at spise den og
blev da ogsaa syge af den, men ikke desto mindre, da vi slag-
tede den eneste og sidste Hund, spiste vi ogsaa dennes Lever,
da Iversen jo meget rigtig bemærkede: »Vi døde jo ikke sidste
Gang, saa dør vi vel heller ikke denne Gang.« Vi var begge
overmaade medtagne mod Slutningen af Rejsen, og det udpinte
Hundekød indeholdt vel ogsaa kun lidt Kraft, men ikke desto
mindre var vi meget glade for det og syntes det smagte os saa
godt, at jeg endogsaa tænkte paa at bruge Hundekød som Pro-
viant paa fremtidige Slædeture.
Vi naaede Schnauders 0 den 25. August efter at have spist
det sidste af vor sidste Hund og begav os straks paa Vandring
efter Depotet. Vi fandt det efter 12 Timers Gang langs Kysten,
og heldigvis var dette Depot i meget bedre Stand end nogle af
de tidligere, saa alt i Kassen var brugbart. Det var desværre
nødvendigt for os at blive liggende i 8 Dage paa Øen, dels da
Iversen var meget medtaget, men først og fremmest da vi begge
led af Hudafskalning, vistnok foraarsaget af Forgiftning paa-
draget ved Nydelse af Hundelever; men yderligere haabede vi,
at Frosten vilde sætte i, saa Isen kunde bære, inden vi slædede
videre. Den 4. September var vi igen paa Vandring. Vi halede
jo selv Slæden, og Fremgangen var kun ringe, da vi endnu var
betydeligt afkræftede, men det var dog bedre at slæde nu, da
Isen paa Dammene kunde bære, end det havde været hidindtil.
Ved det lange Ophold paa Schnauders 0 havde vi spist