Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 26

— 254 —
kender deres sprog som få eller ingen andre, sad og lyttede til
og blandede sig ofte i samtalen. En dag undervejs faldt talen
på de tider, da Evropæerne — og han selv som en af dem —
første gang ankom til Ammassalik, med Holms og Gardes kone-
bådsekspedition for 25 år siden.
Også dengang rejste vi sammen her i fjorden, mindedes
Johan Petersen. I eller jeres dalevende landsmænd roede kone-
båden for os. Nå, hvor vi fik meget nyt at høre!
Det var dengang, sagde Katrine, da min mor nær havde
forsnakket sig om de gamle Qavdlunakker.
Hvad mener du?
Jeg tænker på den gamle historie, vi dengang var enige
om ikke at fortælle helt ud, af frygt for jeres hævn. I gamle
dage, det vidste vi, havde vore forfædre overfaldet jeres, som
dengang boede her, og havde dræbt nogle af dem og brændt
deres huse.
Ja, det hørte vi jo allerede dengang, vi første gang kom
herop. Det var langt sydpå, eller rettere helt omme paa Vest-
kysten, at det foregik, ikke her.
Nej, vi mente netop, det var her, men tav stille derom.
Endnu findes der jo ruiner her fra den tid, ved Koomiut og
på Kulusuk; jeg har selv i min ungdom pillet forkullet træ op
af jordsmonnet derovre.
Hvordan hænger dette sammen? nu fortæller du mig noget,
jeg aldrig har hørt før.
Johan Petersen fik ved ankomsten til Pongojortoqs familie
disse afsløringer bekræftede. Han spurgte her igen: hvad veed
I om de gamle Islændere? ikke sandt, de boede også her en-
gang ved Koomiut og Kulusuk? — Nølende indrømmede de
alt. Enkelte fortalte helt åbenhjærtigt derom, f. eks. Pongojortoqs
svigerdatter. Flere andre steder, hvor Johan Petersen kom hen,
bekræftedes denne formentlige viden. Der var virkelig et gam-
melt rygte at afhylle. Femten års (eller 25 års) enstemmige
stilleben brødes i disse få dage, da Johan Petersen for sidste
gang under sit ophold derovre rejste iblandt de indfødte.
Men nogen nærmere undersøgelse af de to steder, hvor
nordboruinerne skulde findes, foretog han ikke. Han var ved
Kulusuk (en vestlig halvø på Kap Dan øen), hvor der for nylig
var blevet indrettet en underordnet missionsstation, og man
viste ham den store sten inde på sletten, hvor det hed sig at