Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 63

291 —-
om, at Fartøjet kunde komme igennem. Mellem Isflagerne var
Søen saa svær, at vi mistede Styret paa »Alabama«, der drev
bredskibs ned paa en Isflage; den huggede meget haardt, og vi
frygtede for, at Skibet skulde blive slaaet læk, saa vi gjorde
alt, hvad vi kunde, for at faa det klar af Isen igen, men maatte
tilsidst opgive det, da Isen kom ned nordfra og indesluttede
os. I c. 24 Timer laa vi derude i Brændingen, og hele Tiden
huggede og slog Skibet mod Isen — det holdt imidlertid, og
da Isen slækkede, havde »Alabama« tilsyneladende ikke taget
Spor af Skade. Vi havde en hel Del Arbejde med at faa den
ud af det Isbælte, hvori den laa; men efter adskillige Timers
Slid lykkedes det os at naa aabent Vand, og til vor Glæde viste
det sig, at Isen i det mindste helt herude var meget spredt.
Om Aftenen opdagede vi en Sælfanger, der holdt ned paa os,
den fik Post om Bord, og dermed var det sidste Baand med
Omverdenen overskaaret, og først 3 Aar senere saa Iversen og
jeg andre Mennesker.
Med vekslende Held arbejdede vi os ind gennem Isbæltet,
der bestod af meget udstrakte, ganske flade Skodser, men efter-
haanden som vi nærmede os Land, blev Flagerne mindre og
mindre, og Nattefrosten lagde saa tyk Is paa Vandet, at det
sinkede vor Sejlads i meget høj Grad, thi det var kun en 16
Hestes Motor, vi havde i »Alabama«, og selv om den var til-
strækkelig kraftig til at give Skibet en Fart af 4 Knob i Timen
i aabent Vand, kunde den dog ikke sætte os igennem selv det
tyndeste Lag Is.
Men vi nærmede os dog Land ret hurtigt og havde allerede
set det i et Par Dage, da en Nordenstorm satte Isen sammen
om os, og der, hvor vi for en Time siden havde haft spredt
Is, var der nu kun tæt sammenpressede Ismasser. Vi var en
halv Snes engelske Mil nord for Shannon Øen — og vel en 5—6
fra Land — og fra Udkigstønden kunde vi se aabent Vand i
Sydvest; men Isen lukkede alle Kanaler og i Løbet af nogle
faa Timer blev Fartøjet klemt inde mellem nogle Isflager, hvor-
fra det ikke kunde frigøres. Stormen tiltog, og vi drev med
Isen sydover langs Land — mere og mere nærmede vi os Shan-
non Øens Sydøstpynt. Isen skruede, og til Tider saa det meget
farligt ud for vort lille Skib, der laa imellem nogle tykke Flager,
som stadig skruede sammen om os, og egentlig havde vi ikke
meget Haab om at bjerge Skibet ud af den vanskelige Stilling,