Atlanten - 01.01.1911, Side 41

— 269 —
som rasende; og det skete, at vi tik lænset Baaden for saa
meget Vand, at den atter flød og kunde roes frem.
Her under Dimon var Havet smult, men Stormen værre,
om muligt, end derude. Her kom den i Kast som Hvirvelvind
fra Øen og slog ned med snart uimodstaaelig Kraft. Disse 10
stærke Mænd, vante til at ro fra Drenge af, spændte alle Kræfter
i, og saa var det endda med Nød og næppe, at de kunde holde
Baadstævnen i Vinden. Flere af dem roede Huden af de haarde
Hænder i den halve Time, vi stred.
Det var nu næsten helt mørkt. Aldrig glemmer jeg, hvor
sort og truende Øen saa ud, noget mere ugæstfrit har jeg aldrig
set. Og Strømmen langs Landet sugede os indad. Vi sired og
stred for at holde os klare af Land, indtil vi kom ud for Ned-
styrtningen, det var eneste Redning at blive kastet i Land dér.
Og det lykkedes omsider. Vi var der. Derinde laa de væl-
dige Klippeblokke kastet over hinanden som af en vred Jætte.
Vi gjorde os klar af alt overflødigt Tøj, tog Støvlerne af, smed
Overklæder og de vandtunge Vadmelsfrakker, og saa stod vi
ind paa Ryggen af en høj Bølge, som bar os op midt i Ned-
styrtningen og kilede Baaden ind mellem to svære Blokke.
Som Katte sprang vi, klarede Baaden, fik fast Grund under
Fødderne, ja fik Tag i Baaden, saa den ikke gled ud. Næste
Bølge naaede ikke op, og vi fik draget Baaden endnu et Stykke
frem, saa den var bjærget.
Der stod vi, som ved et Guds Under paa fast Klippe.
Medens Mandskabet tumlede med Baad og Grejer, gik jeg
med en Mand hen til Øens Opgang.
Vi prøvede at stige op, men det viste sig snart ugørligt,
næsten hele Opgangen var overiset endda saaledes, at svære Is-
masser var skudt frem over Stien, saa at denne var ganske for-
svundet.
Dér stod vi, og sort saa det ud. Vi var vel paa Land, men
gennemblødte, forkomne, uden Mad og uden Tag over Hovedet.
Al vor Mad var gaaet overbord, da vi brugte Madskrinene til
at øse med. Alt, hvad der var igen, var en lille Kasse saltede
Sild, som vi af Hensyn til Tørst ikke turde røre. Og saa frøs
det 6—8°.
Vi havde søgt ind i en Klippehule, hvor der var Læ, og
arbejdede for at holde Varmen, men det var allerede galt fat
med en af Mændene, som var særlig overanstrængt.