Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 38

— 266 -
Og saa stod vi ud gennem Fjorden.
Mændene tog deres Huer af og sang deres Salme, Sejlet
trak, med Skum for Bougen stod vi ud mod Havet langs Foden
af mørke Fjælde, der løftede deres vældige Stenmasser op i
Mørket.
I Fjordmundingen begyndte Dagen at gry. Et koldt gustent
Lys viste os Nordhavsbølgerne, der kom sorte og tunge imod
os endnu med Skum paa Top, men træge og ligesom trætte efter
Stormdagene. Vinden var ikke gunstig mere, vi maatte ro, men
de 10 Mand satte i med en frisk Opsang, Ryggene spændte sig
som Staalbuer, Aarerne bøjede sig smidigt, og det slanke Fartøj
skar sin Vej over Bølgeryg og Bølgedal, medens Himlen blev
klarere og klarere, indtil Solen endelig steg op og kastede Smil
over Hav og sneklædte Fjælde.
Ved Middagstid var vi under Store Dimon. Store Dimon
er sikkert Kongerigets mærkeligste 0. Med sine stejle Klippe-
vægge ligger den dér midt i Nordhavet som en uindtagelig Fæst-
ning, minder fra én Side set om et vældigt, overnaturligt Krigs-
skib, der med sin skarpe Stævn skyder frem i Havet.
Øen huser kun én Familie. Der oppe bor Dimonbonden
med sin Husstand, afskaaret fra Omverdenen fra September til
langt ud paa Vaar. Øen har nemlig ingen Landingsplads.
I fineste Vejr kan man vel gøre Landgang et Sted, hvor et
vældigt Bjærgskred en Gang i Tiden har dannet en Ophobning
af nedstyrtede Klippeblokke og ladet noget af Øens Fodstykke
skyde frem, men Vejret maa ogsaa være særlig fint; den mindste
Dønning lukker straks al Adgang. Fra denne Landingsplads
kravler man møjsommeligt over Ur og Blokke, indtil man kom-
mer til Opgangen.
Nu skal denne Opgang være forbedret; i de Tider var der
ikke gjort meget ved Menneskekunst. Hist og her var der lagt
en Planke med Græstørv over, hugget et Par Spor i Klippen,
anbragt en Ring og en Tovende, ellers gik man med Afgrunden
under sig saa tæt op til Klippevæggen som muligt, og Stien var de
fleste Steder ikke en halv Alen bred. Øverst oppe, vel to Gange
Rundetaarns Højde, endte den med en Trætrappe, der syntes
Vandreren at staa frit ud i Luften.
Øen hørte til mit Præstegæld. En af mine Formænd, hvis
Enke endnu lever, satte Livet til her, idet han styrtede ned og
slog sig ihjel, og han er ikke den eneste, som her har fundet
Døden.