Menntamál - 01.03.1953, Síða 20

14
MENNTAMÁL
fremf0rte eller de Betragtninger, der kan anf0res imod
dem, er nye, b0r de Synspunkter, der fra Udleveringsmod-
standernes Side er fremf0rt, ikke staa uimodsagt i ,,Ber-
lingske Aftenavis". At jeg gennem mange Aar har be-
skæftiget mig med denne Sag under Forhold, hvorunder
ogsaa andre Aspekter end dem, som Udleveringsmodstand-
erne lægger Vægt paa, traadte i Forgrunden, maa være
min Legitimation til at tale med derom. Mine Anskuelser
staar naturligvis helt for min egen Regning.
Hvad er da de Hovedhensyn, der taler for at im0dekomme
de islandske 0nsker?
Der er to. For det f0rste:
De islandske Haandskrifter er Islændinges Værk.
De er et Fortidsminde af h0jeste Rang, og de er Islands
eneste haandgribelige Fortidsminde. Over for de andre
nordiske Landes Rigdom paa dette Omraade staar Islands
Fattigdom, saa længe Haandskrifterne befinder sig uden
for Landet. Hvor bittert dette f0les og maa f0les af en
Islænding, at Landets eneste monumentale Fortidsminder
befinder sig i et fremmed Land, g0r man sig vist ikke
rigtig klart i Danmark. Island har ingen synlige Minder
fra sin Fortid, ingen Slotte, ingen Kirker. Dertil var Landet
for lille og fattigt. Vi i det 0vrige Norden har derimod en
Rigdom paa dette Omraade. Men Haandskrifterne er, som
det er blevet sagt, Islands „eneste Lam“. Her er det ikke
nok, som Professor H0eg mener, at lade Islændingene faa
nogle faa repræsentative Haandskrifter, for at Befolkning-
en kan faa et direkte Indtryk af, hvorledes de gamle B0ger
saa ud. Hvad det for Island kommer an paa er, at Landets
nationale Helligdom, opbevaret inden for værdige Rammer,
som det er Hensigten at skabe, skal være Centrum for
Forskning af islandsk Filologi ved Reykjavik Universitet.
Dernæst: Den islandske Digtning, det moderne islandske
Sprog, der staar det gamle Sprog nært og rummer mange