Ársrit Verkfræðingafjelags Íslands - 01.01.1914, Blaðsíða 19

19
Popoff (1894) forbandt til sine undersögelser
over atmosfæriske udladninger en Branlys koherer
med lynaílederen paa et hus. Af sine resultater her-
med lededes lian hen paa tanken om at forbinde
Branlj's modtageranordning med en lynafleder med
traadlös lelegraf for öie. Han anbragte ogsaa en au-
tomatisk rysteanordning ved kohereren for at gjöre
denne uledende efter livert signal. Popoff kunde paa
denne maade overföre tegn paa 5 kilometers afstand.
Som nævnt regnes den egentlige traadlöse tele-
grafi fra aaret 1896, idel Marconi det aar i England
indleverede patentansögning paa sit system. Efter
dette tidspunkt er en række systemer fremkomne,
hvoraf lier kun skal nævnes de to mest udbredte
gnistsystemer Marconi og Telefnnken samt Poulsens
lysbuesystem.
1 Mareonis eksperimentanordning af 1896 gjen-
finder vi ved afsenderen Hertzs induktorium, hvor
oscillationerne fremkaldes i gnistbanen ved, at den
primære strömkreds sluttes og aabnes med en al-
mindelig morsenögle. Hos modtageren finder vi Bran-
lys koherer, Popoffs lysteanordning, og man kan vel
ogsaa sige hans luftledning. Det nye og som vi ved,
det, der gjorde en fjernvirkning mulig, er afsenderens
luftledning (antennej og jordledning, foruden forskjel-
lige forbedringer af de kjendte apparater, der gjorde
disse bedre skikkede for sit öiemed.
Under de videre eksperimenter indförte Marconi
efterhaanden flere forbedrede anordninger, saaledes
m. h. t. afstemning af afsender og modtagerapparater
samt indförelse af den saakaldte stuttede svingnings-
kreds. Envidere andre detektorer end kohereren (mag-
netdetektor, elektrolytdetektor).
I 1897 opnaaede Marconi forbindelse over Bris-
lolkanalen, 15 km, 1899 over Den engelske kanal,
50 km. Efterat den store stalion ved Poldhu i Corn-
wall var færdigbygget hösten 1909, opnaaedes 12. de-
cember samme aar for förste gang at sende signaler
over Atlanterhavet ad traadlös vei.
Sommeren 1897 dannedes Marconi Wireless Tele-
graph Company i London.
Omkring 1899 fremkom i Tyskland omtrentsam-
tidig de to systemer for traadlös telegrafi Slabg-Arco
(A. E. G.) og Braun-Siemens (S & H). Disse to sy-
stemer adskiller sig i principets ikke fra Marconis,
inen kun ved apparaternes anordning.
De tyske selskaber kom snart op i patentstri-
digheder, vistnok væsentlig om anvendelsen af den
sluttede kondensatorkreds, soin tyskerne gjerne kalder
den Braunske svingningskreds (allerede tidligere ind-
fört hos Marconi, men denne gir professor Lodge
æren af opfindelsen). Disse stridigheder endle med
en sammenslutning af begge selskaber til Gesellschaft
fi'tr drahllose Telegraphie, system Telefunken 1903.
Som nævnt tilhörer saavel Marconi sem Tele-
funken gnistmetoden og arbeider med dæmpede eller
svagt dæmpede og diskontinuerlige svingninger. I
modsætning hertil arbeider Poulsens lysbuesystem med
udæmpede og kontinuerlige svingninger. De förste
olíentlige forsög med Poulsensystemet foregik 1905.
De elektromagnetiske bölger frembringes ved dette
S3Tstem af en ljTsbue, der brænder i et kraftigt magnet-
felt. Lysbuen er videre indesluttet i et kammer,
livorigjennem stadig slrömmer vandstofgas.
Lysbuens katode er af kul og holdes i roterende
bevægelse for at slides jevnt. Anoden, der er af kobber,
har formen af en cjdinder, hvorigjennem strömmer
vand for at holde den afkjölet.
Tegngivningen ved dette system foregaar ikke
som hos gnistsystemerne ved, at der udsendes bölger
kun i det öieblik nöglen trj'kkes ned. LjTsbuen kan
ikke tændes og slukkes hver gang nöglen trykkes ned
og slippes op, da den i saa fald maatte indstilles
liver gang. Lysbuen brænder stadig og udsender sine
kontinuerlige udæmpede svingninger, men modtageren
afstemmes ikke efler disse og reagerer saaledes ikke.
Först naar nöglen lios afsenderen trjTkkes ned, ud-
sendes den bölge, for hvilken modlageren er afstemt.
Naar nöglen betinder sig i liviletilstand, kortslutter
den en större eller mindre del af den i antennen ind-
koblede selvinduktion.
Spændingen, bvormed energien overföres lil an-
tennen, er meget lav sammenlignet med den ved gnist-
sjTstemerne anvendte. Da saaledes ogsaa spændingen
hos de til modlageren indkommende kontinuerlige
svingninger er liden, kan disse ikke paavises ved f.
eks. en kolierer, som kun reagerer ved en forholds-
vis höi spænding. Man liar derfor indrettet sig paa
at utnytte svingningernes strömefi'ekt i den overor-
dentlig sindrige Poulsenmodtager -tikkeren-, i princi-
pet en hastigt arbeidende hammerafbrjTder.
Fordelene ved Poulsens system skulde efter op-
finderen selv være:
Den skarpere atstemning, som i höiere grad end
ved de övrige (ialfald ældre) systemer, tillader flere
stationer at arbeide samtidig inden samme omraade.
Mindre indvirkning af elektriske udladninger.
Den lave spænding i toppen af antennen.
Poulsens patenter blev i sin tid tilbudl Telefun-
kenselskabet, som imidlertid dels fandt kjöbesummen
for liöi, dels vistnok allerede var inde paa en anden
vei til omdannelse af sit sjTstem, baseret paa Max
Wiens undersögelser over gnistbaner med meget liden
gnistaabning.
Det nye Telefunkensystem, Tönende Löschfunken,
fremkom 1909. Energien frembringes her ikke længere
af et induklorium, men af en vekselströmsgenerator
med i almindelighed 500 perioder. För energien ind-
föres i primærkredsen, transformeres den op til fra
4000 til 70000 volt efter stationernes störrelse.