Ársrit Verkfræðingafjelags Íslands - 01.01.1914, Blaðsíða 19

Ársrit Verkfræðingafjelags Íslands - 01.01.1914, Blaðsíða 19
19 PopoíT (1894) forbandt til sine undersögelser over atmosfæriske udladninger en Branlys koherer med lynaflederen paa et hus. Af sine resultater her- med lededes han hen paa tanken om at forbinde Branlys modtageranordning med en lynafleder med traadlös telegraf for öie. Han anbragte ogsaa en au- tomatisk rysteanordning ved kohereren for at gjöre denne uledende efter hvert signal. Popoff kunde paa denne maade overföre tegn paa 5 kilometers afstand. Som nævnt regnes den egentlige traadlöse tele- grafi fra aaret 1896, idet Marconi det aar i England indleverede patentansögning paa sit system. Efter dette tidspunkt er en række systemer fremkomne, hvoraf her kun skal nævnes de to mest udbredte gnistsystemer Marconi og Telefnnken samt Poulsens lysbuesystem. I Marconis eksperimentanordning af 1896 gjen- finder vi ved afsenderen Hertzs induktorium, hvor oscillationerne fremkaldes i gnistbanen ved, at den primære strömkreds sluttes og aabnes med en al- mindelig morsenögle. Hos modtageren finder vi Bran- lys koherer, Popoífs rysteanordning, og man kan vel ogsaa sige hans luftledning. Det nye og som vi ved, det, der gjorde en fjernvirkning mulig, er afsenderens luftledning (aniennej og jordledning, foruden forskjel- lige forbedringer af de kjendte apparater, der gjorde disse bedre skikkede for sit öiemed. Under de videre eksperimenter indförte Marconi efterhaanden flere forbedrede anordninger, saaledes m. h. t. afstemning af afsender og modtagerapparater samt indförelse af den saakaldte sluttede svingnings- kreds. Envidere andre detektorer end kohereren (mag- netdetektor, elektrolytdetektor). I 1897 opnaaede Marconi forbindelse over Bris- tolkanalen, 15 km, 1899 over Den engelske kanal, 50 km. Efterat den store station ved Poldhu i Corn- wall var færdigbygget hösten 1909, opnaaedes 12. de- cember samme aar for förste gang at sende signaler over Atlanterhavet ad traadlös vei. Sommeren 1897 dannedes Marconi Wireless Tele- graph Company i London. Omkring 1899 fremkom i Tyskland omtrent sam- tidig de to systemer for traadlös telegrafí Slaby-Arco (A. E. G.) og Braun-Siemens (S & H). Disse to sy- stemer adskiller sig i principets ikke fra Marconis, men kun ved apparaternes anordning. De tyske selskaber kom snart op i patentstri- digheder, vistnok væsentlig om anvendelsen af den sluttede kondensatorkreds, som tyskerne gjerne kalder den Braunske svingningskreds (allerede tidligere ind- fört hos Marconi, men denne gir professor Lodge æren af opfindelsen). Disse stridigheder endte med en sammenslutning af begge selskaber td Gesellschaft fúr drahtlose Telegraphie, system Telefunken 1903. Som nævnt tilhörer saavel Marconi sem Tele- funken gnistmetoden og arbeider med dæmpede eller svagt dæmpede og diskontinuerlige svingninger. I modsætning hertil arbeider Poulsens Igsbuesystem med udæmpede og kontinuerlige svingninger. De förste offentlige forsög med Poulsensystemet foregik 1905. De elektromagnetiske bölger frembringes ved dette system af en lysbue, der brænder i et kraftigt magnet- felt. Lysbuen er videre indesluttet i et kammer, hvorigjennem stadig strömmer vandstofgas. Lysbuens katode er af kul og holdes i roterende bevægelse for at slides jevnt. Anoden, der er af kobber, har formen af en eylinder, hvorigjennem strömmer vand for at holde den afkjölet. Tegngivningen ved dette system foregaar ikke som hos gnistsystemerne ved, at der udsendes bölger kun i det öieblik nöglen trykkes ned. Lysbuen kan ikke tændes og slukkes hver gang nöglen trykkes ned og slippes op, da den i saa fald maatte indstilles hver gang. Lysbuen brænder stadig og udsender sine kontinuerlige udæmpede svingninger, men modtageren afstemmes ikke efter disse og reagerer saaledes ikke. Först naar nöglen hos afsenderen trykkes ned, ud- sendes den bölge, for hvilken modtageren er afstemt. Naar nöglen befinder sig i hviletilstand, kortslutter den en större eller mindre del af den i antennen ind- koblede selvinduktion. Spændingen, hvormed energien overföres til an- tennen, er meget lav sammenlignet med den ved gnist- systemerne anvendte. Da saaledes ogsaa spændingen hos de til modtageren indkommende kontinuerlige svingninger er liden, kan disse ikke paavises ved f. eks. en koherer, som kun reagerer ved en forholds- vis höi spænding. Man har derfor indrettet sig paa at utnytte svingningernes strömelfekt i den overor- dentlig sindrige Poulsenmodtager -tikkeren-, i princi- pet en hastigt arbeidende hammerafbryder. Fordelene ved Poulsens system skulde efter op- íinderen selv være: Den skarpere afstemning, som i höiere grad end ved de övrige (ialfald ældre) systemer, tillader flere stationer at arbeide samtidig inden samme omraade. Mindre indvirkning af elektriske udladninger. Den lave spænding i toppen af antennen. Poulsens patenter blev i sin tid tilbudt Telefun- kenselskábet, som imidlertid dels fandt kjöbesummen for höi, dels vistnok allerede var inde paa en anden vei til omdannelse af sit system, baseret paa Max Wiens undersögelser over gnistbaner med meget liden gnistaabning. Det nye Telefunkensystem, Tönende Lóschjunken, fremkom 1909. Energien frembringes her ikke længere af et induktorium, men af en vekselströmsgenerator med i almindelighed 500 perioder. För energien ind- föres i primærkredsen, transformeres den op til fra 4000 til 70000 volt efter stationernes störrelse.

x

Ársrit Verkfræðingafjelags Íslands

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Ársrit Verkfræðingafjelags Íslands
https://timarit.is/publication/404

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.