Ársrit Verkfræðingafjelags Íslands - 01.01.1914, Blaðsíða 21

21
ikke er omtalt för 1797 af den danske Zoolog Ratke,
som kendte den fra Norge, og först blev döbt 1811
af Englænderen I^each; senere Forfattere synes at
have stöttet sig til Olafsson. Ganske vist fandtes her
den Gang næppe nogen fast Raadebro, saa her har
ikke været Betingelser lil Stede for at den kunde
sætte sig fast; endnu Löjtnants Ohlsen's Kort over
Reykjavik fra 1800 viser ingen saadan, men saa tidligt
som 1830—40 var her i hvert Fald ílere, hvis Bukke blev
staaende ude hele Aaret rundt (de Heste Brodæk blev
taget ind om Vinteren) og saaledes kunde afgive et
godt Virkefelt for Krebsen. Disse permanente Bukke
blev allerede den Gang, efter hvad jeg har faaet op-
lyst, ödelagt af Pælekrebs, og efterhaanden som Bro-
erne er blevet flere og mere 'permanente, har den
bredt sig og efterhaanden fundet Vejen Landet rundt;
Vandets lave Temperatur (4—6° Middeltemp. for Syd-
og Vestlandet, 3—4° ved Nord- og Östlandet) er ikke
nogen absolut Hindring for den, omend dens Ud-
bredelse gaar langsommere for sig langs Nord- og
Östkysten.
Hvorledes den er kommen herlil er selvfölgelig
ikke godt at sige; men dens pludselige Optræden paa
Raufarhöfn og Hrisey, langt fra alle Forekomster,
kan muligvis forklares ved at Stederne er blevel
smittede gennem de Skibe som i de senere Aar i
stor Mængde er strandede og blevet liggende paa
disse Steder. Bj. S. anförer Exempel paa en Fore-
komst i Ivölen paa et Skib. En anden mulig Vej er
Drivtönnneret; dog maa bemærkes, at Krebsen saa
vidt vides ikke er funden i Drivtöminer. Det sandsyn-
ligste er vel for övrigt at den gaar med som blind
Passager udvendig paa Skibene og »gaar i Land«
hvor den íinder noget spiseligl. De andre Pladser
paa Nordlandet, hvor den skulde kunne lindes
men endnu i hvert Fald ikke er konstateret, er
Thorshöfn, Husavik, Siglufjord og forskellige Fjorde
i Vestsiden af Hunabugten. AkurejTÍ og Rlönduos
ligesom Seydisfjord paa Östlandet maa anses be-
skyllede ved de derværende store Vandlöb.
Angaaende dens vertikale Udbredelse anförer Bj.
S. (1. c.) at den i Reykjavik lindes i hvert Fald fra
15—30 cm under laveste Lavvand til 2,4 m derover;
da Middelvandstand her er 2,7 m over laveste Lav-
vand, synes den altsaa knap at komme saa höjt som
den angives at göre andre Steder, hvilket vel skyldes
det kolde Klima; den taaler ikke Frost. Paa Nord-
og Östlandet skal den fortrinsvis arbejde dybere un-
der Vandskorpen end paa Syd- og Vestlandet. I
Frankrig angives den at leve indtil Middel-Höjvand,
i Skotland skal Middelvandslinien være farligste.
Andre Iagttagelser viser i övrigt at den ogsaa ar-
bejder paa væsentlig större Dybde, saaledes ved de
forenede Staters Atlanterhavskyst indtil 18 m, i Aar-
hus Havn indlil 4,5 m. Her har vi ikke Iagltagelser
fra större Dybder, dybest er den funden af Bj. S. ca
31/2 m under Overfladen i Bunden af en Hulk.
Med Hensyn til Dyrets Graadighed anföres andre
Steder fra at Diametren af Rundpæle kan reduceres
med indtil 25—30 mm om Aaret. Her angives at
26—30 cm Rundpæle paa Bildudal (Vestlandet) er
spist igennem paa 15—16 Aar, hvilket svarer til ca
19 mm aarlig. Fra Reykjavik anförer Bj. S. et Ex-
empel paa at 15x15 cm Tömmer er spist helt igen-
nem paa 51/* Aar, svarende lil ca 27 mm af Tvær-
snittet om Aaret.
Medens Pælekrebsen som sagl först er omtalt i
Litteratui’en af Bj. S., er Pæleormens Forekomst kendt
fra ældre Tid. Saaledes nævnes den af Eggert Olafs-
son i hans Rejsebeskrivelse fra 1772 og i senere Skrif-
ter. Olafsson omtaler den som Teredo navalis, senere
er Arten bestemt til at være T. norvegica.
Pæleormen er en Musling; den er lang, blöd og
hvid, ligner en Orm. Den bærer i Forenden 2 korte
Skaller, som danner en Borespids, hvormed den bo-
rer sig frem gennem Træet. Men den æder ikke Træet,
idet dette udelukkende udgör dens Bolig, medens den
lever af Infusorier. Som ung borer den sig ind gen-
nem et lille Hul i Siden af Træet, og efterhaanden
som den voxer udvider den Boligen, der er forel med
en tynd Kalkskal. Ved Hjælp af to i dens Bagende
siddende Rör foregaar dens Forsyning med Föde og
Udstödelse af livad den ikke har Brug for, idet det
ene af disse, Aanderöret, pumper frisk Vand ind til
Munden medens del for Infusorier affiltrerede Vand,
Træsmuld fra Boringen og Exkrementer udstödes gen-
nem det andel Rör, Kloakrörel. Borehullerne gaar först
paa tværs af Træet.men böjer senere af i Træets Længde-
retning, saa vidt muligl lige, men möder Dyret Hindrin-
ger saasom haarde Knaster eller Söm, gaar del udenom.
Forekomsten her i Landet er vistnok hele Landel
rundt, væsentligst i Drivtömmer. I Broer er den vist-
nok kun iagtlaget ved Sj'dvestlandet, idet den íindes
i Reykjavik Havn, men kun i ringe Mængde. Derimod
er den ikke funden i Broer ved Nord og Östlandet,
ligesom Skibene der ikke har lidt under dens Angreb.
Dette maa antages at slaa i Forbindelse med Havets
Temperatur, idet den viser sig al trives bedre, jo
længere man kommer Syd paa. Saaledes anföres at
en Pæl paa 35x35 cm i England og Skotland regnes
at kunne holde i 5—7 Aar, men i Golfstaterne maa
den fornyes efter 6 Maaneder. Ogsaa Dyrenes Stör-
relse er langt betydeligere i Syden, hvor de kan naa
indtil 1,2 m Længde, medens de i danske Farvande
næppe naar over 0,5 m; her er Middelstörrelsen 16—18
cm, det störste Exemplar der er fundet er 37,5 cm langt.
Pæleormen er ikke saa kræsen med Saltholdighed
som Pælkrebsen. Her i Landet gör den iövrigt langt
mindre Skade end Krebsen og er ikke nær saa udbredt.
I tidligere Tid er der ikke ved Vandbygningsar-