Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Page 15

INDLEDNING
Den redaktion af de norske kongers sagaer som lier skal behandles er
overleveret i to islandske middelalderhåndskrifter, Hulda (AM 66 fol.) og
Hrolckinslcinna (GI. kgl. sml. 1010 fol.). Redaktionen, som i det følgende
betegnes med forkortelsen H-Hr., begynder som Morkinskinna med
Magnus den godes barndom (ca. 1035) og slutter som Heimskringla med
Magnus Erlingssons sejr over birkebenerne på Re i 1177.
Første gang H-Hr. findes omtalt på tryk er i Thomas Bartholins
Antiqvitates Danicce, København 1689, hvis islandske kildemateriale som
bekendt var lagt til rette af Bartholins amanuensis, den unge Årni
Magnusson. Her anføres Harald hårdrådes gamanvisur efter »vetustis-
sima Regum Norvegiæ historia, qvam Knytlinga saga nominat Æfe
Nor egs Konunga, cujus mihi in membrana suppetit exemplar«. Dette
håndskrift må være Hulda, som to år tidligere var kommet i Årni
Magnussons besiddelse1. Udtrykket »vetustissima . . . historia« må vist-
nok forstås på den måde, at redaktionen i sin helhed opfattes som ældre
end Heimskringla, der ligeledes er benyttet i Antiqvitates Danicce. Hvis
dette på et tidligt tidspunkt har været Årni Magnussons mening, har
han imidlertid senere ændret opfattelse. I nogle ekscerpter med hans
hånd i AM 454 fol. X, som formodentlig stammer fra tiden efter 17182,
citeres bl.a. »Snorro interpolatus (vulgo Hulda)«.
Også Årni Magnussons samtidige, den kongelige histori ograf Thormo-
dus Torfæus (Dormobur Torfason), giver i sin Historia rerum Norvegicarum
(København 1711), omend noget uklart, udtryk for den opfattelse at
H-Hr. er en interpoleret Heimskringlatekst. Hrokkinskinna var et af de
håndskrifter som fra Det kgl. Bibliotek og Universitetsbiblioteket blev
udlånt til Torfæus i Norge da han udarbejdede Norgeshistorien, og han
har gjort en del brug af håndskriftet i bd. III; dog kommer han flere
gange til at forveksle Hrokkinskinna og Morkinskinna, som han også
havde til låns3. Efter alt at dømme har han anset de to håndskrifter
for at indeholde samme værk, og hans bedømmelse af deres indhold tyder
på at det er Hrokkinskinna han kender bedst: »Alii duo Codices, Hrockin-
skinna & Morkinskinna a me vocati, ob vetustatem & sqvalorem, Snorri-
1 Se Early Icelandic Manuscripts in Facsimile VIII, København 1968, s. 18.
2 Årni Magnusson citerer her, foruden de kongesagahåndskrifter der var i hans egen
besiddelse, håndskrifterne Kringla og Jofraskinna, som fra 1682 var udlånt til Torfæus i
Norge, og som vistnok ikke blev returneret før 1718, se nedenfor s. 17.
3 Bd. III, s. 249 omtales venderen »Kegbus« som om han var nævnt i Morkinskinna;
dette navn, der formentlig skyldes en misforståelse af en skjaldestrofe, forekommer kun
i H-Hr. - Bd. III, s. 432-36 findes en oversættelse af Gisis Jjåttr Illugasonar, og det siges
udtrykkelig at denne tekst er hentet fra Morkinskinna, hvor den imidlertid aldrig har stået.
Kongesaga 1
1