Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Síða 16

um etiam authorem maxima sui parte agnoscunt; sed å recentiore qvo-
dam partim accessione qvadam aucti, partim interpolati«4.
Da P.E.Muller i 1817-20 udgav sit Sagabibliothek, optog han deri en
del af de pættir der findes i H-Hr., og lagde angivelig Hulda til grund for
disse oversættelser, idet Hrokkinskinna, som lian var blevet opmærksom
på gennem Torfæus’ Norgeshistorie, forekom ham vanskelig at læse5. På
grund af det nære slægtskab som Muller konstaterede mellem de to hånd-
skrifter citerer han Hulda (og redaktionen H-Hr.) under navnet Hrokkin-
skinna.
Om forholdet mellem H-Hr., Heimskringla og Morkinskinna udtrykker
P.E.Muller sig i Sagabibliothek på en måde der foregriber den senere
forsknings opfattelse. Han har bemærket at redaktionen snart stemmer
overens med Heimskringla, snart med Morkinskinna og den yngre del
af Flateyjarbok, og slutter heraf »at Forfatteren til Hrockinskinna har
baade benyttet Heimskringla, og den Bearbeidelse af Magnus den Godes
og Harald Haardraades Sagaer, der er bleven optaget i Flatøbogen,
altsaa er yngre end begge.« (Sagabibliothek 3, s. 455-56). Som yderligere
støtte for den sene datering af redaktionen anfører han - ligesom senere
Konrad Maurer og Gustav Storm - at det i håndskriftet omtales at Olav
den helliges skrin blev åbnet efter at Jon rau5i var blevet ærkebiskop
(1268; jfr. nedenfor, s. 13).
Samtidig med de kortfattede litteraturhistoriske indledninger og kom-
mentarer i Sagabibliothek skrev P.E.Muller den mere detaljerede Under -
sogelse om Kilderne til Snorros Heimskringla og disses Troværdighed, som
imidlertid først udkom nogle år senere end Sagabibliothek6. Den opfat-
telse af H-Hr.’s litteraturhistoriske stilling som Muller fremsætter i
Undersogelse afviger mærkeligt nok væsentligt fra den han gør gældende
i Sagabibliothek, idet det hedder (s. 262), at det er »uvist, om Forfatteren
af dette Haandskrift har villet forene Flatobogens og Snorros Efterret-
ninger, eller han har benyttet Snorros Kilde. Snorro kan derimod gierne
have kiendt alle disse Haandskrifter [der menes utvivlsomt redaktioner,
o: H-Hr. og Morkinskinna-Flateyjarbok], thi hans Fremstilling af Magni
[den godes] Historie viser sig som et med Skidnsom hed forfattet, og med
nogle Tillæg foroget Udtog af deres Beretninger«.
Når P.E.Muller her slår sig selv på munden ved på det nærmeste at
4 Op. cit., Prolegomena, s. C.
5 P.E.Muller omtaler også en papirafskrift af Hulda (det nuværende Ny kgl. sml. 1023
fol.), som det fremgår at han hovedsagelig har støttet sig til.
6 Afhandlingen blev trykt dels i bd. VI af folioudgaven af de norske kongers sagaer
(København 1826), dels særskilt i Videnskabernes Selskabs historiske og philosophiske
Skrifter, II, 1823.
2