Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Qupperneq 17

forkaste den datering af H-Hr. som han selv argumenterer så udmærket
for i SagabibliotheJc, skyldes det formentlig en art systemtvang. Om
Heimskringlas to første tredjedele hævder Muller nemlig netop at de
ikke er andet end med skønsomhed foretagne uddrag af ældre værker,
som han genfandt, omend i noget omarbejdet skikkelse, i bl.a. den så-
kaldte »største saga« om Olav Tryggvason (Olåfs saga Tryggvasonar en
mesta) og de vidtløftigere sagaer om Olav den hellige, bl. a. i Flateyjarbok.
De synspunkter som P.E.Muller fremsatte i Undersøgelse . . . kan have
spillet en rolle ved udvælgelsen af de værker der blev udgivet i Det kgl.
nordiske Oldskriftselskabs serie Fornmannasogur (København 1825 ff.).
I denne serie blev H-Hr. udgivet som bd. 6 og 7 (1831 og 32); hoved-
udgiveren var, som det fremgår af forordet, Rasmus Rask7. Fornmanna-
sogur blev meget læst; på Island, hvor Heimskringla gennem århundreder
har været et næsten ukendt værk, blev disse sagaer folkelæsning, og
deres udførligere fortællemåde gik islænderne i den grad i blodet, at
Gu5brandur Vigfusson, som dog må betegnes som filolog af faget, så sent
som i 1878 kunne anvende udtrykket »a duil skeleton-like abridgment«
om Heimskringla (Prolegomena til Sturlunga saga8, s. lxxxiii). Om konge-
sagaerne 1035-1135 siger Gu5brandur Vigfusson i Prolegomena (s.
lxxxvi): »The Sagas of 1035-1135 are always abridged, often badly, in
the Heimskringla vellums, and they are much confused in the MSS. We
must turn to Hulda and Hrokkinskinna for a true text, though even in
them many easily separable episodes, some of which are good and some
of inferior worth, have been attached to the main work.«
På det tidspunkt da Prolegomena udkom, var denne opfattelse af
håndskriftforholdene imidlertid allerede definitivt forældet og havde kun
kuriositetens interesse. Efterhånden som flere og flere kongesagaredak-
tioner kom til at foreligge på tryk, var P.E.Mullers bedømmelse af
Snorri Sturlusons litterære indsats blevet udsat for voksende kritik. Med
hensyn til forholdet mellem H-Hr. og Heimskringla påpegede P.A.Munch
således at beretningen om vendernes overfald på Konghelle i 1135, som
er identisk i de to værker, er set fra en bestemt synsvinkel, nemlig præ-
sten Andreas Brunssons. Denne omtales udtrykkelig som Jon Loptssons
fosterfader, og det forekom derfor Munch indlysende at det måtte være
Heimskringla der var det primære af de to værker: Snorri Sturluson var
7 Af et brev til amtmand Bjarni Thorsteinsson 9. 5. 1832 fremgår det at Rask ikke har
taget sig udgiverarbejdet let: »Det 6. og 7. Bd. af Fornmannasogur har kostet mig meget,
(ni. Tid, Umage, Stirren, Nattevågen o. desl.)« - han giver til og med dette arbejde en
del af skylden for sit svigtende helbred (han døde samme år i november), idet han klager
over »den idelige Trykning, som det giver Brystet, at sidde og glo på de gamle Skindbøger«.
(Breve fra og til Rasmus Rask, II, København 1941, s. 259).
8 Sturlunga Saga, ed. by Dr. Gudbrand Vigfusson, I, Oxford 1878.
Kongesaga
3