Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Page 19

fattelse, men de samme resultater kunne have været nået ad rent tekst-
kritisk vej, idet f.eks. P.E.Mullers og GuSbrandur Vigfussons opfattelse
af H-Hr. som Heimskringlas kilde er uforenelig med den placering som
kompilationens Heimskringlatekst viser sig at have i et stemma over
håndskrifterne af Heimskringla (se nedenfor, s. 43).
Heller ikke når det gælder forholdet mellem de egentlige Heimskringla-
håndskrifter benytter Storm sig af den tekstkritiske metode i snævrere
forstand; han gør ganske vist opmærksom på at Codex Frisianus, AM
39 fol. og Jofraskinna »ikke kan betragtes som Aflæggere af Kringla,
men henviser til ældre Afskrifter«, men forsøger ikke at opstille noget
stemma over håndskrifterne, og hans forslag til rettelser af Kringlas
tekst (SnStHist., 222-24) bygger enten på sammenligning med andre
kilder (f.eks. Agrip) eller på konstateringer af indre modsigelser. Om en
efter moderne begreber tilfredsstillende fastlæggelse af tekstgrundlaget
er der således ikke tale, men dette var næppe heller at vente på et tids-
punkt da nordiske filologer knap nok var begyndt at anvende de mere
eksakte metoder som man allerede længe havde kendt inden for den
klassiske filologi. Storm skitserer imidlertid et program for en kritisk
udgave af Heimskringla: »kun en alsidig Provelse af alle Haandskrifter
- og af de senere Sagaværker, der har benyttet Heimskringla - kan
restituere os Snorres ægte Text« (SnStHist., 223). Dette program blev
desværre underkendt af Finnur Jonsson i den foreløbig eneste kritiske
udgave af Heimskringla13, hvilket førte til at udgavens variantapparat i
alt for høj grad blev præget af vilkårlighed.
Først med Bjarni ASalbjarnarsons Heimskringlaudgave (Islenzk forn-
rit XXVI-XXVIII, Reykjavik 1941-51) blev moderne tekstkritiske
principper bragt til mere end sporadisk anvendelse på Heimskringlas
tekst. Til trods for at Bjarni A5alb jarnarsons Heimskringla ikke er en
kritisk udgave, men en læseudgave for det almene publikum på Island,
er den det vægtigste bidrag til Heimskringlas teksthistorie der er frem-
kommet siden Storm udsendte Snorre Sturlassons Historieskrivning. For
den her foreliggende undersøgelse har Bjarni ASalbjarnarsons arbejde
haft afgørende betydning; behandlingen af H-Hr.’s Heimskringlatekst
(kap. II) kan således betragtes som en videreførelse af det efter de samme
retningslinjer, men med inddragelse af et større materiale.
Hensigten med undersøgelsen er først og fremmest at klarlægge hvad
der ud fra kompilationen H-Hr. kan sluttes om de nu tabte forlæg,
tekster af Heimskringla, Morkinskinna og andre værker, som kompilator
har benyttet. En tekstkritisk placering af disse tabte tekster i forhold til
13 Heimskringla, udg. af Finnur Jonsson (STUAGNL), I, København 1893-1900, s. xlvii.
5