Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Page 24

Efter at Hulda var kommet i Bjarni Péturssons besiddelse begyndte
den formentlig mest omtumlede periode i håndskriftets historie. Fra
StaSarholl kom det til Bjarnis svigersøn, Håkon Årnason på Stora-
YTatnshorn i Haukadalur (Dalasysla), og fra Vatnshorn låntes det videre,
først åbenlyst, siden i hemmelighed, i de næste 10-15 år (fra begyndelsen
af 1660’erne til begyndelsen af 1670’erne) fra gård til gård i Myrasysla
og BorgarfjarSarsysla10, indtil det omsider lykkedes Håkon Årnason at
få det tilbage; men da var bogen, siger Årni Magnusson, »vida skiemd
og fuin«.
Håkon Årnasons søn Årni (ca. 1660—ca. 1688) var en kort tid amanu-
ensis hos Torfæus på Stangeland i Norge, og Håkon lånte (»liedi«) ham
da håndskriftet. I 1686 sejlede Årni Håkonarson til København for at
fuldføre sine studier, og året efter solgte (»selldi«) han Hulda til den
24-årige Årni Magnusson.
2. Hrokkinskinna.
GI. kgl. sml. 1010 fol. (Hrokkinskinna1) er et stort, tospaltet pergament-
håndskrift, hvoraf størstedelen (bl. 1-91) er fra begyndelsen af det 15.
århundrede (se nedenfor). Hertil er i det 16. århundrede føjet et 4-blads
læg med en ufuldstændig afskrift af Hernings jiåttr Åslåkssonar2. Perga-
mentet i håndskriftet er tykt og stift og af ret dårlig kvalitet; desuden er
håndskriftet fugtskadet, hvilket har ført til den sammenskrumpning af
pergamentet, der sandsynligvis har givet håndskriftet dets navn3.
Hrokkinskinna var et af de 12 pergamenthåndskrifter som Torfæus ind-
samlede på Island i sommeren 1662 for kongen, Frederik 3.4. Om syv
10 Muligvis har håndskriftet endogså i løbet af denne periode gjort afstikkere uden for
disse to sysler. Biskop Brynjolfur Sveinsson lod præsten Jon Erlendsson i Villingaholt
(Årnessysla) afskrive det før 1672 (J.E. døde dette år); dette kan dog være sket allerede
før eller omkring 1660. Årni Magnusson (f. 1663) beretter at Hulda i hans barndom (»ung.
dæmi«) var udlånt til den gård, Hvammur i Dalasysla, hvor han voksede op, men dette
har efter sammenhængen i Amis notits at dømme snarest været efter at håndskriftet var
kommet tilbage til Vatnshorn (mellem 1671 og 1677).
1 Navnet er givet af Torfæus (Historici rerum Norvegicarum, 1711, Prolegomena, s. C lv)
»ob vetustatem & sqvalorem« (jfr. ovenfor, s. 1—2).
- Sidst udgivet af Gillian Fellows Jensen, EdAM B3, København 1962.
3 I Series dynastarum et regum Daniæ (1702), s. 46, udtaler Torfæus sig dog som om han
kun har tænkt på indbindingen da han navngav Hrokkinskinna og Morkinskinna (»ab
involucro . . . nomina«). Det nuværende bind er fra Chr. 7.’s tid. Jfr. nedenfor, s. 62-63
om Morkinskinna.
4 KålKatKB, s. xli.
10