Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Qupperneq 66

på den måde at fire forskellige Heimskringlahåndskrifter (foruden andre
kilder) er benyttet skiftevis, nemlig Jofraskinna, Kringla, Frisianus og
Eirspennill. Metodisk lader Johnsens undersøgelse meget tilbage at ønske,
og hans konklusioner har da heller ikke vundet tilslutning. Bjarni A8al-
hjarnarson gør således opmærksom på at når Eiken Johnsen lader Fri-
sianus optræde blandt PCl’s kilder skyldes det en lapsus: Eiken Johnsen
har ikke bemærket de to lakuner i Hkrl i Kringla, som i HkrFJ er ud-
fyldt efter J. Hvad Eiken Johnsen har betragtet som specielle overens-
stemmelser mellem F og PCI er således de primære læsemåder, som er
ændret i J. Bjarni A5albjarnarson finder det sandsynligere at PCI bygger
på et enkelt tabt håndskrift, »mun skyldara frumritinu en Jofraskinna
og Eirspennill eru, en af sama flokki sem }>au« - ganske vist har Peder
Claussøns original af OH tilhørt den særskilte Olavssaga og ikke Heims-
kringla, men en sådan tekst »mætti au5vita5 hafa veri8 hluti af Hkr.-
handriti (eins og i Jofraskinnu)«31.
Vil man forsøge at placere Peder Claussøns oversættelse tekstkritisk,
må man imidlertid undersøge værkets tre tredjedele hver for sig, uden at
gå ud fra som givet at de teksthistoriske forhold er de samme hele vejen
igennem.
1. Hkrl.
At Hkrl i Peder Claussøns forlæg har været uafhængig af x er uden
videre klart; derimod kan det ikke på nuværende stadium fastslås hvor-
vidt stemmaet for Hkrl er todelt eller flerdelt, bl.a. fordi PCI er så stærkt
forkortet. E11 enkelt fælles fejl for J og PCI som HkrFJ I 16,13, hvor K
og F har det rigtige Himinbjgrgum, medens J2 har hvnbiorgum og PCI
Hundbierg (5,3) er ikke i sig selv tilstrækkelig til at afgøre spørgsmålet,
idet en rettelse i x ikke kan udelukkes. En undersøgelse af Hkr.-teksten
i Olåfs saga Tryggvasonar en mesta (se ovenfor, s. 36), som muligvis vil
kunne kaste lys over de stemmatiske forhold, ligger uden for nærværende
arbejdes rammer.
2. Olav den helliges saga.
Da Jofraskinna ligesom PCI har indeholdt en forkortet version af den
særskilte Olavssaga, kunne man vente at disse to tekster af OH var
særlig nært beslægtede. Dette er imidlertid ikke tilfældet.
I StOH s. 1091 ff. har Jon Helgason behandlet forholdet mellem hånd-
skrifterne af den særskilte Olavssaga, såvel de ikke-interpolerede, hvortil
der er taget hensyn i udgavens variantapparat, som de interpolerede og
Jofraskinna, der ikke er benyttede i apparatet. J6n Helgason opstiller tre
31 HJcrBjAd III, s. xcix-c, note.
52