Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Qupperneq 94

36-39, sammenholdt med Orkn. s. kap. 21, 2) interpolationer fra Agrip,
3) en eventyragtig fortælling om de omstændigheder der førte til at
Magnus den gode blev opfostret i GarSariki (iflg. Ågrip, Fsk. og Hkr.
kom han dertil sammen med sin fader), og 4) Karls påttr vesæla34.
Indrebø påviser at indholdet af Karls påttr vesæla på flere punkter har
været i strid med indledningsafsnittet i ÆMsk. og fortsætter:
Forteljingi no i Mork. er soleis heller ihop-lappa. Og samanstoypingi hev tydeleg
valda vanskar. Ymis sjolvmotsegjing og ujamnskap stend att til minne um det.
Mork. no grunngjev soleis på tvo ulike måtar at nordmennene for til Gardarike:
Fyrst heiter det at det var kong Jarisleiv som sende bod til nordmennene — etter
Vesæle-tåtten. So kjem side 1719.25 den radt nye grunngjevingi dettande inn at
Gud let heilagdomen åt St. Olav byrtast, og so angra mange syndi si og vilde bota
henne hjå son hans - etter Ågr. Um mottakingi som sendemennene fekk i Holm-
gard, synest dei tri kjeldone ha havt kvar sin version: E. Mork. (jfr. Orkn.-Fgsk.)
hev sagt at kongen var traud til å lata Magnus fara; Ågrip segjer at dronningi stod
imot; Vesæle-tåtten, som let Jarisleiv senda bod og arbeida for at nordmennene
skulde taka Magnus til konge, må ha sagt noko slikt som at det var lett for nord-
mennene å få det dei bad um (jfr. sitatet- eit par linor nedanfyre her). Me kann sjå
på teksti i Mork. at redaktoren hev havt stort stræv her med å harmonisera. Fyrst
fortel han, etter Vesæle-tåtten og i godt samsvar med fyresoga der: Då Einar
Tambarskjelve kom og bar fram ærendi si, so »tok konungr pui ollu vel og kuad
pngvan pann mann j Noregi er hann trydi jafnvel sem Einare« (Y. Mork. 1736_38.
Jfr. 18i4_18). So skal han ha med E. Mork. (repræsentera ved Orkn.-Fgsk.), og
gjeng yver til å fortelja at kongen byrja med motmæle (Y. Mork. 1738.40. Jfr.
1825.28)- Deretter hev han kjent skyldnad til å få Ågr. 6g med, og let dronningi taka
til å gjera det vanskelegt. Dei tri tradisjonane er trædde upp på rad. Til slutt let-
han sendemennene gjera tylvtareid - etter E. Mork. att. Redaktoren hev freista
binda alt dette saman med hjelp av samtalor millom Einar, kongen og dronningi.
Men den indre motsegjingi millom Vesæle-tåtten på ei side og E. Mork. (og Ågr.)
på hi hev han ikkje fenge rudt burt. Jfr. F. Jonsson, Mork.-utg. s. X-XI. Når ein
fyrst hev vorte var med at Y. Mork. byggjer på fleire kjeldor, er det tolleg lett å
sjå korleis teksti her er ihoplappa.
Sammenligner man YFlb.’s tekst med H-Hr. viser det sig imidlertid
at der har været flere indre modsigelser i Msk2 end Indrebø regner med,
og at nogle af de udglatninger som Indrebø tilskriver den redaktør der
indsatte Karls påttr vesæla, i virkeligheden først er foretaget i YFlb.
eller dens forlæg. I de følgende to eksempler kan man altså se en yder-
ligere bekræftelse af at det forholder sig som Indrebø mente: Karls påttr
vesæla har ikke oprindelig stået i Msk.
34 Indrebø mener at 3) og 4) muligvis oprindelig har hørt sammen (op. cit., s. 68). Der
findes i håndskrifter fra det 15. århundrede en selvstændig redaktion af Karls påttr
vesæla (udg. af B.Thorlacius i Prolusiones et opuscula academica III, København 1815),
som ikke indeholder noget af 3); den anses imidlertid for at være sekundær i forhold til
Msk2, muligvis genfortalt efter hukommelsen (MslcFJ, s. x, note; Om de no. kongers
sagaer, s. 159).
80