Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Qupperneq 99

H II, 19: Vandraør sv. par kemr enn ef gvø lofar. at ver pickivm pess verøir at
pvrka oss a miøivrn dvki.
PCI 360: Vandraad sagde / Saa god maa end Gvid giøre vor Lycke en gang / at vi
siunis verdig til at tørcke paa midie Håndklæde.
F 231: Vandraør svaraøi. Har kem ek pa enn er ek perri mer meirr a miøri perro.
Hvis replikken liar været oversprunget i arketypen for Hkr x og y,
kunne den hypotese fremsættes til forklaring på at den optræder i H-Hr.,
PCI og F, at H-Hr. og F havde den fra de Msk.-tekster som de har be-
nyttet andetsteds, og at PCI havde den fra Fsk., som han ligeledes vides
at have benyttet. Imidlertid er ligheden mellem PCI og H-Hr. i denne
replik betydelig større end ligheden mellem PCI og Fsk.; stor nok til at
det er overvejende sandsynligt at replikken har stået i y2 (jfr. ovenfor,
s. 58).
Hvis man omvendt tænker sig at F og y2 her gengiver arketypen for
x og y, forudsætter dette at replikken er oversprunget af tre skrivere
uafhængigt af hinanden, nemlig skriveren af K, skriveren af 39 og
skriveren af E (eller y1), hvad der ikke er sandsynligt. Snarere må man
tænke sig at den er tilføjet i F og y2, fordi skriverne kendte historien
andetsteds fra og savnede dens slutreplik. Det er en almindelig erfaring
inden for tekstkritikken, at markante replikker (i lighed med f.eks.
navneformer) kan optræde i håndskrifter hvor man efter de stemmatiske
forhold i øvrigt ikke venter at finde dem7.
Ligheden mellem replikkens form i F og H-Hr. er bemærkelsesværdig
(par kemr enn : Par kem ek pa enn) og kunne forklares ved at F og y2
havde lånt replikken fra nærheslægtede Msk.-tekster.
5. Det sidste indskud i F før det store antal Msk.-indskud begynder,
er F 254,32-256,11, en variant af en påttr som også findes i Msk. (MskFJ
247,7-250,7, H II 64,27-67,21). Påttr’en handler om kong Haralds og
skjalden Djoholfr Arnorssons møde med en tilsyneladende fisker, som
efter en kappestrid på skjaldestrofer afslører sig som en fornem mand i
forklædning. Både i F og Msk. indeholder pattr’en seks strofer. De be-
7 Det kan ofte være tvivlsomt om skriverne ved indsættelsen af sådanne replikker har
benyttet en skreven tekst eller har stolet på deres hukommelse. Man må regne med mulig-
heden af en blanding af skriftlig og mundtlig overlevering (ved oplæsning olier genfortæl-
ling), som kan være vanskelig at udrede. Et eksempel fra Snorres Olavssagaer: kong Olav
stikker Erling Skjalgsson i kinden med hjørnet af sin økse og siger: Merkja skal drottins-
svikann (StOH s. 484, HkrFJ II s. 406). Replikken har Snorre overtaget fra sine forgæn-
gere ; i Legendariske saga findes den i formen Mærkia skal nu drotsns svicarann Kværn at
nokcoro (Olafs saga hins helga, ved O. A. Johnsen, Kristiania 1922, s. 65). Ordene »at
npkkuru« har åbenbart præget sig i læsernes (tilhørernes) bevidsthed, for de dukker op i
håndskrifter af Olavssagaen som teksthistorisk står hinanden fjernt: AM 325 V 4to (StOH,
loc. eit., v. 1.) og Peder Claussøns forlæg (PCI 282: Nogit skal mand- mercke Kongens For-
rædere oc Suigere). 325 V hører på det pågældende sted til C-klassen, Peder Claussøns
forlæg til B-klassen (se ovenfor, s. 52-56). — Jfr. også nedenfor, s. 128.
85