Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Side 109

gyldigt. Striden bilægges dog omsider, men der er slået et skår i det gode
forhold mellem de kongelige brødre.
Ringa saga, som nu ikke findes overleveret uden for MskX- og MskY-
håndskrifterne, har utvivlsomt oprindelig været en selvstændig beret-
ning. Herom vidner bl.a. dens indledning i MskMS: »[Ra er] Iorsala
S(igur])r) com i land. voru ]ieir .iii. brøpr konvngar oc scipto me]i [ser
landi] oc sina hir[i hafpi hveR feira. oc voro ]>eir mest samrajia Eysteinn
konvngr oc O(lafr) konvngr«4. Her gentages oplysninger som allerede er
meddelt før Ringa saga begynder, og denne indledning er derfor skåret
væk i H-Hr.
Den oprindelige saga (ÆRs) har formentlig været ret gammel, næppe
yngre end ca. 1200. For denne datering har særlig Gustav Storm argu-
menteret5. Storm fremhæver at sagaens personer er kendt fra andre
kilder uden at sagaen dog kan bygge på disse; de oplysninger som den
indeholder synes således i vidt omfang at være hentet fra en tradition
der er uafhængig af de kendte kongesagaer. Storm lægger særlig vægt
på at lendermanden Jon mornef(r) præsenteres som »faSir Einriba er feli
undir Sekk«, dvs. i søslaget ved øen Sekken i Romsdalsfjorden i 1162:
ifølge Esk. og Hkr. faldt E ind ri bi Jonsson allerede i 1159 ved Konghelle6.
Selve udtryksmåden »er fell undir Sekk« antyder endvidere, mener
Storm, at dette slag endnu var i frisk minde da sagaen blev forfattet.
Mod Storms ræsonnement kunne indvendes at Pinga sagas omtale af Eindribis
fald kunne skyldes at han var blevet sammenblandet med Eindribi ungi, der med
en vis ret kunne omtales som »Eindribi er fell undir Sekk«. Eindribi ungi deltog i
slaget ved Sekken ifølge Fsk., Hkr. og Orkn. saga (der er lakune på det tilsvarende
sted i MskMS, men det samme må have været fortalt i Msk.) og blev dræbt af
Erling skakke i fortsættelse af det (»npkkuru si bar« efter Orkn. sagas beretning;
året efter ifolge Fsk. og Hkr.). Hvis der har fundet en sådan sammenblanding sted,
er Pinga sagas kildeværdi naturligvis væsentlig ringere end Storm forestiller sig.
Omvendt kan man imidlertid slutte at hvis omtalen af Eindribi »er fell undir
Sekk« beror på gammel tradition, som ordlyden lader formode, må Eindribi Jonsson
og Eindribi ungi, der ellers (i Fsk., Msk. og Hkr.) optræder som to forskellige per-
soner, i virkeligheden have været en og samme mand. De to forskellige beretninger
om hans død, som er den eneste alvorlige hindring for identifikationen7, måtte i så
4 Aftrykt efter MskFJ, udfyldningerne er taget fra G. Storm, Sigurd Ranessons Proces,
Kristiania 1877. Storm synes at have kimnet læse mere af MskMS end det nu er muligt.
5 Sigurd Ranessons Proces (herefter forkortet SRP), s. 53-55, 58-60.
6 Det tilsvarende sted i MskMS mangler p.g.a. den store lakune i slutningen af hånd-
skriftet.
7 P.A.Munehs antagelse, at Eindribi ungi - om hvis slægt man ikke får nogen som helst
oplysninger i kilderne — stammede fra egnen omkring Bergen (Det norske Folks Historie,
A II, Kristiania 1855, s. 829, note) kan ganske vist vanskeligt forenesmed at han skulle
have været identisk med Eindribi Jonsson, søn af den førende lendermand i Frostupingslgg
og selv »ågætastr mabr ok vinsælstr i PrændalQgum« (HkrFJ III, 406, 20-21). Munch
95