Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Qupperneq 114

efter lians opfattelse har stået i den redaktion af Msk. som Fsk. bygger
på. Bjarni Abalbjarnarson finder det imidlertid sandsynligere at kilden
for dette træk er t>inga saga - »bo hefir hun varia verib i ]ieirri gerb Msk.,
sem Fsk. og Hkr. [)ågu frå, en sama måli gegnir um Gull-Åsu-Dorbar
bått«18.
Jon Johannessons argumenter for at antage et stadium i Msk.’s tekst-
historie hvor Sigurbr Hranason ikke har været nævnt er, skønt de accep-
teres af Bjarni Abalbjarnarson, ikke overbevisende. Han anfører en
passus der findes både i Msk. og Fsk., og som skal belyse Fsk.-forfatterens
arbejdsmetode:
MskFJ 336,16 ff'.
oc pat sagpi Vibkvpr sialfr. at pa er
menn tvno oc hann raN fra konvng-
inom. at fair mondi pa kvNa fra peim
tipindom at segia. er par voro eptir
avetfanginom.
FskFJ 327,15 ff.
sva sag&e Vi9kunnr Ioanssun sialfr at
pa er pæir runnu SigurSr Ranasunr oc
hann. at faer rnyndu peir fra ti9endum
segia er pa varo æftir.
Dette stykke viser efter Jon Johannessons mening det oprindelige for-
hold i ÆMsk. (at kun Vfbkunnr har været nævnt) ; når MskMS alligevel
tidligere har nævnt Sigurbr Hranason blandt deltagerne i togtet skyldes
det en halvhjertet anerkendelse af fremstillingen i Gull-Åsu-Dorbar båttr:
»Så, er steypti sogunum i Msk saman, hefir eigi viljab rengja hann [o:
pattr’en] meb ollu«. Først redaktøren af Fsk. har så taget skridtet fuldt
ud og omtalt Sigurbr Hranason både blandt deltagerne i togtet og blandt
de sidste der forlod kongen. Den arbejdsmetode der her tillægges redak-
tørerne af Msk. og Fsk. er på forhånd usandsynlig, og desuden er ord-
lyden i den ovenfor citerede passus i MskMS mistænkelig: »ba er menn
tvno oc hann ran« ser ud til at være en forvanskning af et oprindeligt
»bå er beir runnu ok s. (h)ranas.« el. lign.19. Der kan næppe være tvivl
om at Fsk. her er en mere tro gengivelse af ÆMsk. end MskMS.
Hvis det er Dinga saga der er kilden for disse oplysninger om Sigurbr
Hranason, sådan som Bjarni Abalbjarnarson tænker sig, må den altså
have været kendt allerede af forfatteren af ÆMsk., og den må allerede
da have indeholdt det samme slutafsnit som i H-Hr. Imidlertid kunne
man, hvis forfatteren af ÆMsk. havde kendt Dinga saga, vente at han
havde udnyttet den bedre. Dinga saga indeholder bl.a. oplysninger om
18 HkrBjAd III, 1951, s. xlix, note.
19 Jfr. konstruktioner som »peir uoro uinir go3ir ok Gormr konungr ok hofSu uerit i
viking bå3ir saman«, Jomsvikinga saga, udg. af G. Cederschiold, Lund 1874—75, s. 1. —
En anden mulig forklaring på den suspekte tekst i MskMS er at forlægget har haft en
ordlyd der svarede til Fsk., men hvor Sigurbr Hranason var oversprunget; ordet raN står
ikke i selve teksten i MskMS, men er tilføjet i marginen med indvisningstegn af skriveren
selv; han kan have tilføjet det uden hjemmel i forlægget for at få mening i sætningen.
100