Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Qupperneq 121

efter bymødet foregik på Hålogaland (ligesom den skriver der som oven-
for omtalt indsatte hér foran i sinum åtthaga), og da han ikke har kendt
Arnarnessping som navn på et ting på Hålogaland, har han i stedet ind-
sat et nordlandsk stednavn der af en eller anden grund har været ham
bekendt, nemlig Keflisey. Uanset hvor lidt han har forstået af rets-
regelen, har det stået ham klart at den ikke kunne benyttes til at henvise
en sag fra et lokalting på Hålogaland til et fylkesting i samme fylke, og
han har derfor flyttet den til et sted hvor den forekom ham at give
bedre mening, nemlig til afsnittet om Dråndarnessping. Den form den
har fået her ligger endnu fjernere fra den oprindelige end MskY’s: »Nu
hefir petta mål gorzk 1 Frostupingi; skal pat ok par lukask ef lQgin skal
preyta« (MskFJ 374,21-22; H II 207,15-17). Med sin uklare glidning
mellem to betydninger af »Frostuping« (lovområdet og selve tinget) og
de forvirrede begreber om Hålogalands juridiske tilhørsforhold den an-
tyder, giver denne sætning et advarende fingerpeg om hvor langt den
overleverede Dinga saga kan have fjernet sig fra den oprindelige. Det
kan videre tænkes at det er denne sætning der i sin sekundære form og
med sin sekundære placering har givet stødet til at sidste instans i Dinga
sage ikke som i Dinga påttr er Eyraping, men det mistænkelige, i Ni-
daros afholdte, Frostuping29.
Storm antager at den oprindelige Dinga saga (ÆDs) har været et is-
landsk arbejde. Som argumenter herfor nævner han dels »den urigtige
Benyttelse af norske Retsudtryk«30, dels at Dinga saga indeholder en
strofe af Einarr Skulason. En del af misforståelserne synes imidlertid,
som vi har set, at kunne skrives på senere bearbejderes regning, og det
samme kan gælde de øvrige. Heller ikke forfatterens - i øvrigt temmelig
beskedne - demonstration af sit kendskab til den islandske skjaldedigt-
ning er naturligvis et gyldigt argument mod ÆDs’s norske oprindelse.
Storm tager selv ikke i betænkning at anse Ågrip for at være norsk, til
trods for at det indeholder to strofer der udtrykkelig tilskrives Sighvatr
— ganske vist synes forfatteren af Ågrip ikke at være klar over at Sig-
hvatr ikke er nordmand, men Einarr Skiilasons nationalitet har formentlig
heller ikke været omtalt i ÆDs, så lidt som i den bevarede Dinga saga.
29 Allerede E.Hertzberg anså dette træk i I?inga saga for at være sekundært (Grundtræk-
kene i den ældste norske proces, Kristiania 1874, s. 133): »hin yttring om Frostathingets
afholdelse i byen turde derfor ikke være andet end et forsøg af den islandske sagaskriver
paa at forene sine forestillinger om de norske lagdømmer med sine kilders beretning om,
at thinget samledes i Nidaros«.
30 Storm nævner at ordet ‘lggj^ing’ bruges i forskellige betydninger (jfr. note 11), end-
videre Ht udtrykket ‘veita grskurQ’ (H II 210,17-18, 210,30-211,1) bruges i islandsk be-
tydning.
107