Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Qupperneq 122

Man kan dårligt forestille sig at Æ&s kan have været skrevet af en
islandsk forfatter for et islandsk publikum. En væsentlig tilskyndelse
til at nedskrive beretningen om denne proces må have været juridisk
interesse, teoretisk eller praktisk31; men juraen i historien har åbenbart
forekommet islænderne i den grad eksotisk og vanskeligt begribelig at
de har følt sig kaldet til at ændre på den. Hertil kommer at forfatterne
af Morkinskinna og Heimskringla ikke synes at have kendt Æl>s, hvilket
ville være forbavsende, hvis den var forfattet på Island omkring 1200.
Sandsynligheden taler således for at ÆHs er forfattet i Norge, men i
det 13. århundrede har fundet vej til Island. Her er den blevet gennem-
gribende omarbejdet af forskellige redaktører, hvis kendskab til norske
forhold har været mangelfuldt, og som desuden har manglet interesse
for at bevare de korrekte detaljer i processens gang.
31 Det er vanskeligt at frigøre sig for en mistanke om at den imponerende ophobning af
juridisk lærdom der har kendetegnet Æ&s kan have haft et konkret politisk sigte. Dette
måtte i så fald nærmest have været at anfægte kongens overdragelse af sit ombud i Fin-
marken til andre end Sigurør Hranasons arvinger. Om Sigurør Hranasons efterkommere
hører man imidlertid intet efter 1179. Nikolas Sigurøarson (Skjaldvararson), en af Erling
skakkes virksomste tilhængere, faldt i kamp mod Eysteinn meyla og birkebeinerne i 1176,
og tre år efter faldt en Sigurør Nikolåsson, som rimeligvis har været hans søn, sammen
med Erling skakke i slaget på Kalvskinnet. Om Nikolas’ datter Skjaldvgr ved man kun
at hun var gift med lendermanden Eirikr Årnason, hvis slægt imidlertid er ukendt. 1 be-
gyndelsen af 1180’eme havde kong Sverre indsat en sysselmand i den nordlige del af
Hålogaland; denne sysselmand, som også havde ‘finnefærden’, blev slået ihjel af Viø-
kunnr Erlingsson i Bjarkey, Viøkunnr Jonssons sønnesøn, som stræbte efter at indlægge
sig fortjeneste i kong Magnus Erlingssons øjne, hvad der imidlertid kom til at koste ham
livet. — Skulle man ud fra sit begrænsede kendskab til nordmænd omkring 1200 vove at
nævne et navn på en mand som forfatteren af Æf>s kan have haft en eller anden form for
tilknytning til, måtte det blive Bjarni Marøarson (f efter 1223), Viøkunnr Erlingssons
svoger, som arvede Bjarkey. Bjarni Marøarson var et fremstående medlem af bagler-
partiet; foruden i Sverris saga omtales han i Ammæølingatal (i Fagrskinna B) og i Hå-
konar saga Håkonarsonar (som lagmand i Trøndelag). Desuden nævnes han i Ældre
Gulapingslov i Codex Rantzovianus som ophavsmand til »saktal hit nyja". Her synes at
være en mand der har forenet personlig interesse i processen mod Sigurør Hranason med
juridisk sagkundskab.
108