Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Qupperneq 135

ok pat kom til svå mikillar nytsemBar, at reiOi konungsins myktisk, en peir
menn nådu gridum ok sættum er åBr våru nåliga til bana råBnir.
Formentlig er det altså først og fremmest til sit Jons saga-forlæg redak-
tøren af Gj>B henviser med »sumar bækr«, men hvis pluralisformen skal
tilkendegive at der er tale om mere end én kilde hvor + B2 mangler, er
det ikke udelukket at han inkluderer sit andet hovedforlæg, den ufor-
kortede *Gisls saga. Det er nemlig meget tvivlsomt om -f B2 kan være
taget fra *Gisls saga. Dels er der ingen spor af dette jærtegn hverken i
G})H eller G])AC, til trods for at den sidstnævnte liar haft interesse i at
medtage alt hvad der tjente til at forherlige Jon Ogmundarson, dels
synes +B2 at skille sig stilistisk ud fra sine omgivelser. Stilen i dette
afsnit forekommer mere »florissant« end i resten af G)>B og ligger således
nærmere op ad stilen i resten af B-redaktionen. G]jB synes her snarest at
have benyttet endnu et forlæg foruden de to allerede nævnte.
Hvis henvisningen til »sumar bækr« også gælder *Gisls saga, kan
hovedløsningsmotivet i Gj>H, som stiller Jons indsats noget i skyggen,
være sekundært. Hvor meget af det øvrige plusstof i de to versioner af
Gj> der kan føres tilbage til *Gisls saga, kan ikke med sikkerhed afgøres40.
Det skal imidlertid nævnes, uden at der dog kan drages nogen sikre slut-
ninger deraf, at en stor del af hvad Gj»H har ud over Gj>B har paralleller
andetsteds i sagalitteraturen:
1 (jfr. +H1). I FåstbræBra saga benytter både Forgeirr og FormoBr sig af dæk-
navnet Vigfuss, når de forbereder et drab (jfr. H II 134,26)41.
2 (jfr. -|-H2). Henrettelsen der udsættes af hensyn til en helligdag er et motiv
der kendes f. eks. fra Olav den helliges saga, hvor Forar in n Nefjolfsson får udsat
Asbjprn selsbanis eksekution af hensyn til påskefreden42. I GpH antydes det des-
uden at kirkeklokken ringer helligaftenen ind tidligere end den skal, et træk der
genfindes både i Snorres version af fortællingen om Asbjorri selsbani og i Halldors
påttr Snorrasonar (H 174,19-22).
3 (jfr. +H5). Scenen med de to små drenge der er vidner til faderens drab
(H II 139,21-24) minder om Færeyinga saga, hvor Sigmundr Brestisson og Fårir
Beinisson, henholdsvis ni og elleve år gamle, er sammen med deres fædre, da disse
bliver dræbt af Fråndr i Gptu og hans mænd:
Ok eptir pessi tiBendi på mælti Fråndr, at drepa skyldi sveinana Sigmund ok
F6ri . . . Sveinarnir såtu å klettinum ok så upp å pessi tiBendi, ok grét Fårir,
en Sigmundr mælti: ‘gråtum eigi frændi, en munum lengr’43.
Jfr. GpH:
pa var ek .vi. vetra gamall. en Forvalldr broBir minn .ix. vårvm viB par viS
staddir er faBir minn var drepinn. pa mælti Giafalldr at oekr bræBr båBa
40 Hvis + B2 er et indskud, er + B3 formentlig indskudt ved samme lejlighed.
41 1F VI, Reykjavik 1943, s. 129 og 233-34.
42 Olafs saga hins helga, 1922, s. 45-46; jfr. StOH kap. 107 og Hkrll kap. 119.
43 Færeyingasaga, udg. af Finnur Jånsson, København 1927, s. 8—10.
121