Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Qupperneq 137

H-Hr.’s version afviger på ikke uvæsentlige punkter fra Hkr.’s. I Hkr.
lægger kongen ikke skjul på at han bifalder Åsmunds forehavende; han
tilbyder ham sin egen økse og advarer ham om at »hprb munu bein i
peim karli«. I H-Hr. gås der underfundigere til værks. Kongen, som sidder
og spiller hneftafl, giver Åsmundr tilladelse til at låne øksen med en
dobbeltbundet replik, der af hans modspiller opfattes som gældende
spillet. Først da drabet er overstået taler kongen frit ud: »jmt hvgSf ek
at hgr& myndi vera hpfvtbem pess karls«. Historien er ikke dårligt fortalt
i Hkr., men forrangen tilkommer dog ubetinget H-Hr.’s version.
Det er vanskeligt at tro at trækket med tavlspillet og den tvetydige
replik kan være fri tildigtning fra H-Hr.-kompilatorens side; hans til-
føjelser er ikke af denne art. Derimod er det tænkeligt at han har suppleret
Hkr.’s fremstilling fra en sidekilde, og ændringernes art og omfang tyder
på at denne sidekilde har ligget ret nær op ad Hkr., også med hensyn til
ordvalg.
Begge de to antagonister, Hårekr i Djottu og Åsmundr Grankelsson,
spiller fremtrædende roller i Snorres OH (den særskilte og Heimskringlas);
Hårekr desuden i Olav Tryggvasons saga i Hkr. Snorre har i de ældre
Olavssagaer fundet grundlaget for en del af hvad han har at berette om
Hårekr; denne omtales såvel i Odds saga om Olav Tryggvason som i
»Ældste saga« og Legendariske saga; endvidere i Fagrskinna. Derimod
er Åsmundr (grankelsson ikke nævnt i noget af disse værker; han omtales
imidlertid i Håkonar saga Ivarssonar2 som en af de fire bedst udrustede
mænd i Norgeshistorien — de andre tre er Håkon ASalsteinsfostri, Olav
Tryggvason og sagaens helt, Håkon Ivarsson (som egentlig virker over-
tallig i dette selskab). Sammenstillingen genfindes hos Snorre (StOH
s. 259-60, HkrFJ II s. 217), som dog ikke nævner Håkon Ivarsson. Det er
muligt at Snorre alligevel har denne opregning fra Håkonar saga Ivars-
sonar3, men i kapitlet om Håreks drab henviser han selv til en kilde hvor
Åsmundr har spillet hovedrollen, en henvisning der går igen i H-Hr.:
»ok eru par margar fråsagnir miklar um skipti peira Åsmundar ok sona
Håreks«.
som virker sekundære: Åsmundr beder kongen om tilladelse til at slå Hårekr ihjel; kongen
beder Åsmundr om at vise sit våben frem; Åsmunds oprindelige våben er et sværd, ikke
en økse; kongens økse er sølvindlagt; kongen modtager Åsmundr med et stort følge efter
drabet, og de udveksler nogle banaliteter (StOH, s. 620, note). Versionen i Sth. 4 står
nærmere Hkr. end H (kongen og Åsmundr står sammen »i svplunum« da Hårekr ankom-
mer) ; dog er der to træk der svarer til H: i kongens replik tales der om hgfudbein ligesom
1 H-Hr., medens Hkr. har bein; Åsmundr går ofan d bryggjur mod Hårekr, men i Hkr.
o fan d pverstrætit; i H møder han Hårekr fk bryggiv (19,2).
2 Håkonar saga Ivarssonar, udg. af Jon Helgason og Jakob Benediktsson (STUAGNL),
København 1952, s. 4.
3 Op. cit., s. xxx.
123